Erhverv

Norwegian får kritik for millionbonusser

Både politikere og medarbejdere er utilfredse med, at topfolk fra Norwegian har fået gyldne håndtryk.

Norwegian er kommet et skridt nærmere en rednikng efter den norske stat har sagt ja til at yde lån mod visse krav. Foto: Finn Frandsen

Den afgående topchef Jacob Schram og hans efterfølger, tidligere finansdirektør Geir Karlsen, har begge fået udbetalt bonusser på tocifrede millionbeløb i norske kroner, efter flyselskabet Norwegian slap fri af konkursbeskyttelse.

Flere medlemmer af ledelsen har også modtaget bonusser, men i mindre størrelsesorden.

Det skriver blandt andre de norske medier DN og E24, hvoraf det også fremgår, at nyheden om de flotte bonusser vækker harme blandt både Norwegian-medarbejdere og politikere.

»Jeg blev rasende, da jeg så sagen i går aftes. Det er som at få et slag i ansigtet. Det er så usmageligt,« siger Rene-Charles Gustavsen, formand for fagforeningen Norwegian Kabinforening til E24.

Norwegian er ifølge E24 gået fra at have omtrent 10.000 til 2.000 ansatte i løbet af coronakrisen.

Lavprisflyselskabet er for nylig kommet ud på den anden side af en turbulent periode på flere år.

En gennemgående rekonstruktion af selskabet fik endnu en krølle, da koncernchefen Jacob Schram denne uge blev erstattet med tidligere finansdirektør Geir Karlsen.

Danske Niels Smedegaard, der indtil for nylig var bestyrelsesformand for Norwegian, fortæller til E24, at han var med til at bevilge de såkaldte fastholdelsesbonusser til Jacob Schram og Geir Karlsen.

»Det, at topledere i selskaber tager millionbonusser ud på den måde, i en situation, hvor man modtager store offentlige bidrag, er mildt sagt usmageligt. Det viser, at man mangler refleksion som leder i et selskab,« siger stortingsmedlem Terje Aasland fra det norske Arbeiderparti til DN.

Han henviser angiveligt til, at den norske stat i foråret har hjulpet Norwegian ved at tildele selskabet et konvertibelt lån på 1,2 mia. norske kroner. Denne låneordning betyder, at midlerne kan konverteres til Norwegian-aktier.

Også den norske politiker Torgeir Knag Fylkesnes, som er næstformand for Sosialistisk Venstreparti, er utilfreds med beslutningen, men han retter sin kritik mod den norske regering.

»Det bliver hurtigt ledelsen, der bliver skydeskive i denne sag, men jeg mener, at det reelle ansvar her ligger hos regeringen, der har lavet hjælpepakker, som, vi nu ser, fører tal, at der forsvinder en masse udbytte,« siger han til DN og anklager især den norske statsminister, Erna Solberg, og finansminister Jan Tore Sanner for ikke at stille krav til, hvordan hjælpepakkerne skulle bruges.

Hvor store bonusser der præcis er tale om, vil ifølge E24 blive offentliggjort i foråret 2022, når årsrapporten for 2021 bliver udgivet.

BRANCHENYT
Læs også