Erhverv
BREAKING

Joe & The Juices topchef fratræder med øjeblikkelig virkning

Ifølge juicekæden sker det, fordi der ovenpå coronapandemien er behov for nye kvalifikationer, der kan opskalere forretningen og lede den internationale ekspansion.

Joe & The Juice har mere end 300 butikker i 16 lande og beskæftiger op mod 2.000 ansatte. Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen

Topchefen for det danske juiceimperium Joe & The Juice har med øjeblikkelig virkning forladt sin stilling.

Det sker, efter en »konstruktiv dialog« mellem den nu tidligere adm. direktør, Sebastian Vestergaard, og selskabets bestyrelse, som ifølge en pressemeddelelse er blevet enige om at »udnytte« hans kompetencer på en bedre måde for at sikre selskabets internationale ekspansion og opnå koncernens vækstmål.

Sebastian Vestergaard har de seneste knap tre år stået i spidsen for Joe & The Juice, men hans tilknytning til selskabet går meget længere tilbage end det.

I knap 17 år har han nemlig været en del af medarbejderstaben hos den kendte juicekæde.

»Sebastian (Vestergaard red.) var en af de første, jeg ansatte i Joe & The Juice, og han har hævet over enhver tvivl været fuldt dedikeret til virksomheden i hele sin karriere. Under den vanskelige periode med covid-19 lagde Sebastian Vestergaard og resten af management-teamet fundamentet for vores kommende ekspansion af forretningen. Nu er det nogle andre styrker, der bliver brug for på topposten. Vi glæder os over, at Sebastian Vestergaard vil fortsætte som en del af Joe & The Juice-familien, og jeg vil gerne takke ham for hans store indsats,« siger Kaspar Basse, grundlægger af og bestyrelsesformand for Joe & The Juice, i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at Thomas Nørøxe, der tidligere har været direktør og personalechef hos juiceselskabet, er udpeget som ny adm. direktør.

Thomas Nørøxe har ifølge selskabet de kvalifikationer, som der er brug for ovenpå coronapandemien for at skalere og udvikle forretningen »betydeligt«.

I begyndelsen af 2021 fik Joe & The Juice tilført 300 mio. kr. i frisk kapital.

Størstedelen kom fra Egyptens rigeste, Nassef Sawiris, der i forbindelse med kapitalindsprøjtningen blev medejer af selskabet. Ifølge Joe & The Juice skal pengene bruges på ekspansion af butiksnettet og investering i digitale salgskanaler, som juicekæden under coronakrisen har rettet sit fokus mod.

»Vi står foran en meget vigtig udvikling og opskalering af Joe & The Juice, som kan gennemføres pg.a. det fokus og de strategiske initiativer, vi harforetaget og igangsat under pandemien. Vi skal fastholde vores unikke kultur, samtidig med at vi ekspanderer forretningen,« siger Thomas Nørøxe i forbindelse med udnævnelsen som direktør.

Joe & The Juices moderselskab har endnu ikke offentliggjort regnskab for 2020.

Sidste år havde selskabet en omsætning på 1,1 mia. kr., et drifsresultat på 93,5 mio. kr. og et underskud efter skat på 333 mio. kr.

Læs også