Forsikringsselskaber skal snart følge nye regler, når de overvåger deres kunder
Erhvervsminister Simon Kollerup tror, at færre kunder fremover vil blive overvåget.
En ny lov skal skabe klare rammer for forsikrings- og pensionsselskabernes ansvar, når de på baggrund af mistanke om svindel undersøger deres kunder.
Det skriver DR, som tidligere har beskrevet, hvordan visse selskaber bl.a. gør brug af detektiver til at overvåge skadelidte.
»Vi har set for mange historier, hvor danskere er blevet uretfærdigt behandlet, og hvor det virker urimeligt. Jeg håber, at de nye regler vil betyde, at flere danskere føler sig rimeligt behandlet,« siger erhvervsminister Simon Kollerup til DR.
I bekendtgørelsen lyder det eksempelvis, at personovervågning som led i undersøgelser skal kræve en »velbegrundet og dokumenteret mistanke«, og at man skal vælge den mindst indgribende undersøgelsesmetode.
Dertil fremgår det, at forsikringsselskaber kun må iværksætte personovervågning af skadelidte, »når et medlem af selskabets direktion har truffet beslutning om personovervågning i den konkrete sag«.
Fra brancheforeningen Forsikring & Pension kalder man det et »alvorligt fejlskud« og »detailregulering«, at bekendtgørelsen indeholder regler for, hvor der skal træffes beslutninger om efterforskning af svindel i en privat virksomhed. Nemlig på direktionsniveau.
Finanstilsynet fører kontrol med selskaberne og kan give påbud, hvis de handler i strid med bestemmelserne. Efterkommer man ikke et påbud, vil det kunne straffes med bøde.
Erhvervsministeren udtaler til DR, at han tror, at færre kunder fremover vil blive overvåget.
Jyllands-Posten har spurgt flere selskaber, om de på baggrund af de nye regler forventer at skrue ned for eller helt undlade brug af overvågning.
»I Velliv har vi altid kun anvendt observation efter meget nøje og grundige overvejelser og kun i tilfælde af bestyrket mistanke om svindel mod de øvrige kunder. Den praksis vil vi fortsætte med fremadrettet,« lyder det i en skriftlig kommentar fra Velliv, som derudover henviser til Forsikring & Pension for yderligere kommentarer.
Det samme gør Danica Pension. Det har fredag ikke været muligt at få en kommentar fra PFA.
Forsikring & Pension skriver på sin hjemmeside, at branchen allerede har sit eget kodeks med stramme krav til undersøgelser i sager, hvor man mistænker svindel. Det flugter langt henad vejen med reglerne i bekendtgørelsen, udtaler vicedirektør Thomas Brenøe i en kommentar på brancheforeningens hjemmeside.
»De skadelidte, der har krav på erstatning eller løbende udbetaling, skal have den hjælp, de har brug for. Samtidig har vi også helt klart pligt til at gøre, hvad vi kan for at afsløre svindel. Det skylder vi alle de ærlige kunder, som i sidste ende bliver straffet med regningen for det lille fåtal af svindlere, som der desværre er,« siger han.
Bekendtgørelsen ventes at træde i kraft den 1. oktober.

