Erhverv

Johnson & Johnson indgår milliardforlig i skandalesag

Selvom medicinalgiganten Johnson & Johnson er gået med til at betale 1,4 mia. kr. til staten New York for sin rolle i opioidkrisen, betyder det ikke, at man erkender skyld.

Det er særligt pillerne OxyContin, der er stærkt vanedannende, som har udløst en såkaldt opioid-krise i USA. Foto: AP Photo/Patrick Sison

Det er ikke gratis at få skandaler til at forsvinde. Faktisk kan det koste mere end 1,4 mia. kr., har medicinalvirksomheden Johnson & Johnson nu erfaret. Virksomheden har netop indgået et forlig med staten New York i sagen om Johnson & Johnsons rolle i den såkaldte opioid-krise i USA.

Det skriver flere internationale medier, herunder CNN.

»Johnson & Johnson har smidt brænde på det her bål,« lød det fra New Yorks kammeradvokat, Letitia James, efter hun netop havde indgået et forlig med medicinalgiganten.

I alt 230 mio. dollars - eller 1,4 mia. kr. - gik Johnson & Johnson med til at betale for sin rolle i den såkaldte opioidepidemi, der bl.a. i 2016 kostede mere end 65.000 amerikanere livet. Opioider er stærkt vanedannende receptpligtig medicin, som f.eks. det smertestillende OxyContin, som amerikanske læger rundhåndet begyndte at udskrive til patienter i 1990’erne.

Flere medicinalvirksomheder, inklusiv Johnson & Johnson, er efterfølgende blevet anklaget for ikke at have været tydelige nok omkring, hvor afhængighedsskabende disse smertestillende præparater rent faktisk er.

Og selvom Johnson & Johnson nu er indgået i et forlig, betyder det ikke, at man erkender ansvar for krisen - tværtimod.

»Forliget er ikke en indrømmelse af ansvar eller lovbrud,« har virksomheden ifølge CNN skrevet i en udtalelse om sagen.

De 1,4 mia. kr. skal Johnson & Johnson betale over de næste ni år, og pengene skal primært gå til uddannelse inden for- og behandling og forebyggelse af opioidafhængighed.

»Selvom intet pengebeløb nogensinde vil kunne kompensere for de tusindvis, der har mistet livet til eller er blevet afhængig af opioider over hele staten, skal disse penge bruges på at forhindre mere ødelæggelse i fremtiden,« afslutter Letitia James.

Læs også
Top job