Erhverv

Voldsomt fald i ledigheden: »En måned til i samme tempo, og krisen er slut«

I maj blev der registreret det største fald i ledigheden nogensinde.

Tallene for faldet i ledigheden kommer, efter at Danmarks Statistik i går offentliggjorde tal, der viser, at manglen på arbejdskraft i flere serviceerhverv er rekordhøj.  Foto: Mathias Svold

Coronaledigheden er nu barberet ned til nærmest ingenting. I maj faldt ledigheden med 13.900 personer, og dermed er arbejdsløsheden nu nede på 115.300 personer, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Faldet er det største, siden Danmarks Statistik begyndte at føre den nuværende statistik i 2007.

Fra Danske Bank lyder det, at krisen dermed hurtigt kan være overstået, da der lige nu er 12.400 flere ledige i forhold til tiden inden coronakrisen.

»En måned til i samme tempo, og krisen er slut,« skriver Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, i en kommentar.

Samme melding kommer fra Sydbank, hvor man kalder dagens tal for »en fremragende nyhed«.

»Det viser nemlig, at rigtig mange nu mærker genopretningen af økonomien på egen krop. Vi er dog ikke helt i mål endnu, da arbejdsløsheden fortsat er lidt højere, end før pandemien ramte. Men med det tempo, som arbejdsmarkedet havde på i maj, så kan det ske allerede her i juni,« skriver Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank, i en kommentar.

I Ledernes Hovedorganisation forventer man, at tallet vil fortsætte med at falde.

»Vi er kun lige begyndt genopretningen af dansk økonomi. Genåbningen bliver stadig større, og det vil få den økonomiske aktivitet til at stige og ledigheden til at falde yderligere. Vi har altså et par rigtig gode måneder foran os,« skriver Niklas Praefke, der er cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation.

Tallene for faldet i ledigheden kommer, efter at Danmarks Statistik i går offentliggjorde tal, der viser, at manglen på arbejdskraft i flere serviceerhverv er rekordhøj. Derfor er udfordringen ifølge Dansk Erhverv lige nu at sikre, at »manglen på arbejdskraft ikke kommer ud af kontrol«.

»Som tingene ser ud nu, risikerer vi simpelthen, at manglen på arbejdskraft sender dansk økonomi ind i en overophedning, når genopretningen for alvor tager fart hen over sommeren,« skriver Tore Stramer, der er er cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.

Læs også