Erhverv

På Hotel Koldingfjord koster manglen på arbejdskraft nu omsætning: »Det er en kæmpe, kæmpe udfordring«

Manglen på arbejdskraft inden for hoteller, restauranter og rengøring ligger på et rekordhøjt niveau. Ét af de steder man mærker det er på Hotel Koldingfjord.

Hotel Koldingfjord har flere forretningskunder....

Manglen på arbejdskraft er ikke ny, men den er taget til efter genåbningen af Danmark, og den er nu så slem, at man må takke pænt nej tak til potentielle kunder. Sådan lyder det fra Peder J. Madsen, der er adm. direktør på Hotel Koldingfjord.

»Det er en kæmpe, kæmpe udfordring. Det er et 12-tals-problem, hvis vi skal bruge karakterskalaen, for vi siger lige nu nej til kunder og arrangementer,« forklarer Peder J. Madsen, der i lidt over 13 år har stået i spidsen for Hotel Koldingfjord.

De seneste tal på området fra Danmarks Statistik viste for nyligt, at manglen på arbejdskraft i brancher som hoteller, restauranter og rengøring i øjeblikket er på det højeste niveau siden 2011, som statistikken går tilbage til.

»Der er mange, der siger, at det nok skydes, at de unge står og poder. Men det er ikke det, det handler om. Det handler primært om den faglærte arbejdskraft,« siger Peder J. Madsen.

Direktøren var klar over, at han kunne stå med et stort problem på medarbejdersiden, hvis medarbejderne blev afskediget, da restriktionerne ad to omgange lukkede ned for aktiviteterne på hotellet. Derfor holdt man fast på medarbejderne, og under de to coronalukninger blev personalet tilbudt forskellige kurser. Alt sammen for at holde på medarbejderne.

»Vi var nervøse for, om det kunne give udfordringer, når vi skulle starte op igen, så derfor blev stort set alle medarbejdere fastholdt på lønkompensation. Jeg føler, at vi har forsøgt at lave aktiviteter i et forsøg at fastholde. Fælles fisketure og golfdage. Bare for at fastholde tilknytningen til virksomheden,« siger Peder J. Madsen.

Siden genåbningen den 6. maj har der »været fuld skrald på«, og juni blev den bedste juni i 10 år på hotellet. Samtidig tegner denne måned til at blive den bedste juli nogensinde for hotellet. Dermed er det ikke efterspørgslen, men manglen på arbejdskraft, som er blevet den begrænsende faktor. Og manglen på arbejdskraft er blevet forværret efter genåbningen, fordi nogen har skiftet til andre brancher under coronakrisen.

»De seneste to uger har vi sagt nej til en lille kvart million i omsætning, fordi vi simpelthen ikke har arme og ben til det,« siger Peder J. Madsen.

Hoteldirektøren kalder det »super positivt«, at kunderne er strømmet tilbage efter genåbningen. Og medarbejderne er klar til at give den en skalle, og derfor er arbejdsuger på 50-60 timer ikke usædvanlige i øjeblikket.

»Men det er ikke holdbart i længden. Jeg har haft stillingsopslag ude i mange, mange måneder. Det er yderst begrænset hvad vi har fået, og vi har ikke fået ansøgninger fra nogen faglærte,« siger Peder J. Madsen.

En af løsningerne på manglen på arbejdskraft kan være, at der skal rekrutteres i udlandet. Men her er sproget en begrænsning i forhold til særligt tjenere, så derfor er en anden løsning at gøre op med vanetænkningen i branchen.

»Jeg kan godt sidde og hyle i kor med mine kolleger. Men jeg forventer ikke, at det bliver nemmere at finde arbejdskraft. Men jeg tror, at vi i branchen har brug for at se, hvad vi f.eks. bruger de faglærte tjenere til, så de ikke går her til klokken fire om morgenen, fordi vi har et sølvbryllup. Så skal vi hive ufaglærte ind i stedet til noget,« siger Peder J. Madsen.

På Hotel Koldingfjord har man f.eks. lagt arbejdsgangen om for nogle medarbejde. Konferencetjenere, som tidligere også flyttede rundt på møbler og gjorde av-udstyr, skal nu kun koncentrere sig om selve serviceringen under konferencer, mens flytningen af møbler og håndteringen af av-udstyr er lagt i hænderne på to nye av-medarbejdere.

»Der tænker jeg, at vores branche også har brug for at vende 25-øren. Der er andre måder at gøre tingene på. Og der er andre tidspunkter på døgnet at gøre tingene på. En branche kan være for fastlåst. Og her tænker jeg ikke på arbejdstagersiden,« siger Peder J. Madsen.

I 2020 første coronakrisen til et fald i omsætningen på næsten 50 pct., og det var med til at sende Hotel Koldingfjord igennem året med et underskud på ca. 8 mio. kr. På trods af de travle sommermåneder kan hotellet ikke nå at indhente det tabte fra dette års coronanedlukningen, og det er én af grundene til, at man derfor også venter røde tal på bundlinjen i år.

Læs også