Kunne sælge Trackman for et milliardbeløb: Derfor vælger brødrene bag at fastholde ejerskabet
Trackman er én dansk erhvervslivs større succeser. Brødrene bag fortæller her, hvorfor de ikke kunne finde på at sælge virksomheden.
Brødrene Klaus og Morten Eldrup-Jørgensen er hovedaktionærer bag danske Trackman, som år efter år offentliggør en stabil vækstkurve, som få i dansk erhvervsliv kan matche.
Senest blev det i 2020 til et overskud på 256 mio. kr. før skat ud af en omsætning på 741 mio for Trackman. Virksomheden har med sin radarteknologi revolutioneret måden at træne på i flere sportsgrene.
Indtjeningen er vokset ni år i træk for Trackman og løber samlet op i over 1,1 mia. kr. siden 2011. Derfor er Trackman en ombejlet juvel, som kapitalfonde og investeringsbanker flokkes om. For at få en bid eller købe hele virksomheden.
Problemet for bejlerne er bare, at Trackman ikke er til salg og ikke kommer det. Heller ikke selvom brødrene Eldrup-Jørgensen formentligt kunne tjene et milliardbeløb af de større for at sælge Trackman, som de var med til at grundlægge i 2003.
»Vi er utroligt glade for at bygge en virksomhed op, som forhåbentligt kan være vedvarende. Vi har absolut ingen ambitioner om at sælge virksomheden og vil gerne få den til at vokse til en stor dansk virksomhed, som vi og alle andre kan være stolte af. Udover at vi har det sjovt og kan lide det, vi laver, er én af årsagerne til, at vi ikke vil sælge, at vi er ret sikre på, at hvis vi solgte til en kapitalfond, ville teknologien, rettighederne og medarbejderne over tid ende op i et andet land. Det ville være synd,« siger Klaus Eldrup-Jørgensen, der udover at være medejer også er adm. direktør i Trackman.
Selvom Trackman har kontorer og ansatte rundt om i verden, er det vigtigt for ejerne, at virksomheden forbliver dansk og har hovedkontor i Danmark.
Det er modsat en række af de største danske virksomheder, der er bygget op de senere år. 8 af de 10 største danske startups siden årtusindeskiftet er flyttet til udlandet, viste en opgørelse fra Erhvervsministeriet tidligere på året.
En udvikling, som har fået Venstre til at fremlægge en stribe forslag med et mål om at fastholde flere store selskaber herhjemme.
»Danmark er et vidunderligt land, og vi spiller danskerkortet, når vi kan komme til det rundt om i verden. Man har en stor fordel i at være dansk i udlandet, for vi bliver set som ordentlige, ærlige, kreative og dygtige,« siger Klaus Eldrup-Jørgensen, som understreger, at han ikke vil vil være efter de danske virksomheder, som flytter til udlandet, da der ifølge ham kan være gode grunde til det.
Trackman-direktøren bliver suppleret af sin bror, Morten Eldrup-Jørgensen. Han er Trackmans bestyrelsesformand og har som advokat gennem mange år rådgivet både danske og udenlandske virksomheder - både familieejede og kapitalfonde.
»Nogen siger, at det kan være ligemeget, om ejerskabet af en virksomhed er dansk, så længe at arbejdspladserne forbliver i Danmark. Men det er mere reglen end undtagelsen, at en virksomheds væsentlige rettigheder flytter med til udlandet. Det samme med de mest vigtige ledelsesposter, og i nogle tilfælde flytter hele eller dele af skatten også ud af landet,« siger han.
Brødrene Eldrup-Jørgensen har ifølge eget udsagn aldrig været i nærheden af at teste et salg af deres virksomhed.
»Vi har modtaget mange henvendelser gennem årene. Nogle har henvendt sig flere gange, men er nu holdt op, fordi de har fået det samme svar hver gang. Vi har aldrig taget en samtale eller et møde med nogle, som gerne har villet købe os, for det skaber bare en masse flimmer. Faktisk er vi nu begyndt at spørge den anden vej, om der er noget, vi kan købe rundt omkring,« siger Klaus Eldrup-Jørgensen.
I stedet for et salg af Trackman er det håbet, at virksomheden kan føres videre af næste generation.
»Vi føler, at det er rigtig sundt, at vi ikke bygger virksomheden op til at blive solgt. Så bliver man mere langsigtet i sin tankegang, frem for hvis man var ejet af en kapitalfond, som inden for en horisont på ofte otte år skal levere et afkast til investorerne. Som børsnoteret skal du hvert kvartal stå til regnskab. Fordelen som familieejet er, at vi ikke behøver at gå op i, hvad aktionærer tænker om os,« siger Morten Eldrup-Jørgensen.
De to brødre føler sig ikke fristet til at tage gevinsten ved et milliardsalg af Trackman.
»Vi har gennem årene taget udbytte og brugt pengene til at investere i andre virksomheder. Så der får vi vores lyst styret, og generelt føler vi os privilegerede,« siger Klaus Eldrup-Jørgensen, som sammen med sin bror for nylig har skudt 25 mio. kr. ind i brintfirmaet Green Hydrogen i forbindelse med dets børsnotering.
Brødrene Eldrup-Jørgensen skal snart til at opføre et bevis på, at de mener det, når de siger, at de vil beholde Trackman i Danmark. Nemlig byggeriet af et nyt hovedkvarter til »flere hundrede« mio. kr. ved forskerparken i Hørsholm.
Det nuværende hovedkontor er beliggende i Vedbæk. Antallet af ansatte i Trackman voksede netto med 66 personer i 2020, og selskabet beskæftiger nu mere end 400 ansatte globalt.
Trackman indtog først golf og senere baseball. I de to sportsgrene er det svært at finde professionelle, som ikke gør brug af Trackmans teknologi, der på et splitsekund måler tal for hastighed, boldtræf, rotation og andre detaljer.
Virksomheden forventer i 2021 at få hul igennem og lave de første kommercielle salg til topklubber inden for fodbold og amerikansk fodbold.