Erhverv

Legetøjskæmper advarer: Legetøj bliver dyrere til jul

Begge Legos to store rivaler, Mattel og Hasbro, varsler prisstigninger på legetøj, fordi fragten er blevet markant dyrere. De kommer ud af første halvår med massive vækstrater, og det varsler godt for Lego.

Barbie-dukken, her modeleret over den japanske tennisstjerne Naomi Osaka, er en af løftestængerne i Mattels regnskab i første halvår. Både Mattel og Hasbro mærker solid vækst, men bebuder prisstigninger, fordi fragtraterne og råvarepriser stikker af. Arkivfoto: Ted Shaffrey/Ritzau Scanpix

De markant højere priser for fragt får nu to af verdens største legetøjsproducenter til at varsle prisstigninger.

Det er Legos to største rivaler, amerikanske Mattel og Hasbro, der efter en overraskende stærk begyndelse på året bebuder, at de vil sende en luns af de øgede omkostninger videre til kunderne.

»Vi giver ikke specifikke oplysninger om det (prisforhøjelser, red.). De kommer i andet halvår, og det er vores forventning, at kombinationen af pris og vores planer med at optimere forretningen sammen med væksten vil overstige inflationen i omkostninger over tid,« sagde topchefen i Mattel, Ynon Kreiz, i en telekonference tirsdag aften.

Heller ikke konkurrenten Hasbro ville afsløre, hvor store prisstigninger der bliver tale om. Men de kommer.

»Vi indførte med succes prisstigninger, som får effekt i løbet af tredje kvartal og giver os en modvægt mod de stigende produktions- og fragtomkostninger i forretningen,« sagde Hasbro-chefen Brian Goldner under sin telekonference med aktieanalytikerne.

Samtidig oplyste Hasbro, at de har oplevet fragtpriser for transport over havene, der ligger fire gange over normalt niveau.

Dermed ender en del af regningen hos forbrugerne, spår Frederique Tutt fra det anerkendte analysehus NPD.

»I markedet vurderer man, at producenterne vil absorbere en del af de ekstra omkostninger, men detailhandlen vil være nødt til at acceptere nogle prisstigninger, og det vil så blive sendt videre til forbrugeren. Der er ingen anden vej,« siger Frederique Tutt.

Begge legetøjskoncerner kommer i øvrigt flyvende ud af første halvår 2021 med fortsat meget høje vækstrater, præget af den globale coronanedlukning, som har holdt børn hjemme og fået forældre og bedsteforældre til at holde dem underholdt med legetøj.

Det er altså alene de stigende omkostninger til fragt og til råvarer, der udgør den økonomiske modstand. Fragtraterne er eksploderet pga. en enorm mangel på kapacitet, og råvareprisen er steget, fordi meget legetøj er lavet af plast, som er afhængig af olieprisen. Den er steget med over 50 pct. det seneste år.

»Vi forventer stadig udfordringer med forsyningskæderne i resten af året, men det er inkluderet i vores prognose. Der kan komme uventede udfordringer, men vi har vist i første halvår, at vi kan klare større disruptions,« sagde Mattels topchef Ynon Kreiz på telekonferencen.

Første halvår 2021 Hasbro Mattel
Omsætning (mia. dollars) 2.437 1.901
- vækst i forhold til 1. halvår 2020 24 pct. 43 pct.

Faktisk nærmest fordoblede Mattel forventningerne til sit resultat for hele 2021. Nu tror selskabet på en omsætningsvækst på 12-14 pct., hvor prognosen før lød på 6-8 pct. Samtidig skruede ledelse op for forventningerne til driftsoverskuddet. Nu tror de på et overskud på 875-900 mio. dollars mod før 800-900 mio. dollars.

Udover at hæve priserne fortalte Hasbro på sin telekonference, at man forsøger at bruge flere rederier til at få transporteret legetøjet rundt, man forsøger at udskibe fra flere havne, og man vil producere varerne i flere forskellige lande.

Tilsvarende forsøger Mattel i sine forsyningskæder at gøre sig mindre sårbar over for de stigende fragtrater og den begrænsede kapacitet.

Den største legetøjskoncern i verden, Lego fra Billund, kommer først med halvårsregnskab i september. Men Lego vil formentlig slippe billigere end de to rivaler i forhold til fragtomkostninger, fordi Lego selv ejer sine fabrikker, og de er spredt ud over verden med produktion i Mexico, Østeuropa, Billund og Kina.

Legos pressechef Benjamin Hjort sagde i begyndelsen af juli til Finans, at Lego ikke forventer at hæve priserne pga. stigende fragtomkostninger.

»Prisen på legetøj fastsættes på baggrund af en række forskellige faktorer. På nuværende tidspunkt planlægger vi ikke prisstigninger på baggrund af høje fragtomkostninger,« sagde Benjamin Hjorth dengang. Ifølge Lego gælder det fortsat.

Læs også