Erhverv

Google-stiftere har solgt aktier for mere end en mia. dollars siden maj

De to, der skabte Google, mens de gik på universitetet, er begge blandt verdens absolut rigeste personer.

Googles to grundlæggere, Sergey Brin (tv.) og Larry Page, har over de seneste par måneder solgt ud af deres beholdninger i Googles moderselskab, Alphabet.  Foto: AP/Paul Sakuma.

De to Google-stiftere, Larry Page og Sergey Brin, har siden maj solgt aktier for mere end en mia. dollars i Googles moderselskab, Alphabet.

Dette skriver CNBC.

På baggrund af tal fra Securities and Exchange Commission skriver mediet, at Sergey Brin har solgt aktier for 610 mio. dollars - eller hvad der svarer til lige knap fire mia. danske kr. med søndagens kurs. Hans kompagnon, Larry Page, har solgt 462 mio. dollars svarende til knap tre mia. danske kr.

Alphabet-aktien er steget mere end 80 pct. over det seneste år, og havde man købt aktier i selskabet for fem år siden, havde man kunne indkassere en kursgevinst på ca. 250 pct.

De to stiftere, der skabte Google, mens de var ph.d.-studerende ved Stanford University i 1998, trådte tilbage fra deres respektive stillinger som Alphabets adm. direktør og bestyrelsesformand i 2019 og lod den daværende Google-direktør Sundar Pichai overtage posten som adm. direktør i Alphabet.

»Vi har aldrig været nogen, der ville holde fast i vores ledelsesroller, når vi tænkte, der ville være en bedre måde at drive virksomheden på. Og Google har ikke længere brug for to adm. direktører og en bestyrelsesformand,« meddelte de to ifølge BBC i forbindelse med, at de trådte ned fra deres poster.

Larry Page og Sergey Brin er ifølge CNBC fortsat både bestyrelsesmedlemmer og majoritetsejere i Alphabet - selv efter den seneste tids frasalg.

Ifølge Bloombergs Bilionaries Index er begge Google-stiftere blandt verdens rigeste. Ifølge indexet er Sergey Brin den syvenderigeste i verden med en estimeret formue på 117 mia. dollars - eller over 733 mia. kr. Larry Page indtager pladsen som nummer seks på listen med en estimeret formue på 121 mia. dollars svarende til lidt over 758 mia. kr.

Læs også