Fransk detailkoncern vil skubbe danske Naked Copenhagen ud i verden
Naked Copenhagen med tre danske butikker og internationalt onlinesalg bliver en del af en storkoncern i Frankrig. Målet er positionen som globalt førende i salg af sneakers til kvinder.
Med en fransk storkoncern i ryggen vil det danske sneakersfirma Naked Copenhagen ramme flere af verdens kvinder. Naked har fokus på primært sneakers, og netop markedet for de sko er i vækst globalt.
Bag det danske selskab står Stine Lindholm Pedersen og Tommas Olsen, der driver to sneakersbutikker i København og en i Aarhus. Dertil kommer onlinehandel rundt om i verden. Naked Copenhagen har valgt især at henvende sig til kvinder.
Parret bag har store ambitioner om netop international vækst. I den forbindelse er der en klar forbindelse til, at den danske selskab ifølge cvr-registret netop her ved indgangen til august har fået den franske detailkoncern Groupe Courir ind som hovedaktionær.
Courir driver ud over 250 sneakers-butikker i Frankrig også en lang række butikker i andre lande. Koncernen har - efter at en kapialfond overtog den i fjor - ambitioner om især international vækst.
Det flugter helt med det lille danske selskab Naked Copenhagen, hvor makkerparret bag for et par år siden sagde til flere medier, at strategien er at åbne butikker i flere af de vigtigste millionbyer rundt om i Europa og måske USA.
I en e-mail til Finans skriver Tommas Olsen og Stine Lindholm Pedersen, at strategien fastholdes med Groupe Courir som ny hovedaktionær.
»Dog forventes det, at der skabes en vis form for speed i processen ved at have en så stor og indflydelsesrig industriel partner med ombord,« skriver ledelsen i Naked Copenhagen og fortsætter:
»Vi har i samarbejde med Courir udarbejdet en forretningsplan, som ligger tæt op af en tidligere strategisk plan og ambition om at åbne fysiske butikker i globale millionbyer for at skabe synlighed og dermed vækste online. Strategien forbliver derved uændret.«
Det danske selskab har bl.a. samarbejder med sportsgiganter som Nike og Adidas omkring egne skodesigns. Netop det vækker opsigt på bl.a. sociale medier, hvor Naked Copenhagen eksempelvis har 229.000 følgere på Instagram.
Fra Courirs hovedkontor i Paris skriver koncernchef Pierre Chambaudrie i en e-mail til Finans, at målet er, at Naked Copenhagen inden for det kommende år vil åbne butik i den franske hovedstad. Og derfra skal onlinesalget i Frankrig accelereres, ligesom andre vigtige byer rundt om i verden kan få Naked-butikker de kommende år.
Han understreger, at målet er at blive ledende globalt inden for sneakers til kvinder, og femdoble omsætningen i det marked de kommende fem år.
»Naked Copenhagen har en unik position på markedet for meget avancerede sneakers til kvinder. Grundlæggerne har udviklet en meget attraktiv forretningsmodel baseret på eksklusive produktlanceringer, og de er meget anerkendte af alle de store sneakersmærker,« udtaler Pierre Chambaudrie.
Naked Copenhagens tal for det igangværende, forskudte regnskabsår 2020/21 afsluttes først ved udgangen af september. Forventningen er, at selskabet kommer ud af året med et driftsresultat, ebitda, på 9-10 mio. kr.