Erhverv

Novo Nordisk-toppens kursændring skaber begejstring: Har lavet mere end 30 aftaler og brugt kæmpe milliardbeløb

Novo Nordisks mange opkøb viser, at selskabet er på rette vej frem mod patentudløbet på supermolekylet semaglutid, vurderer flere analytikere og pensionskassen ATP.

Artiklens øverste billede
»Fremtiden kunne meget vel byde på, at man behandlingsmæssigt ser meget mere holistisk på tingene, for der er enormt mange overlap mellem diabetes, fedme, hjerte-kar-sygdom, fedtlever (NASH), nyresygdom etc. Mange af disse patienter har reelt flere af sygdommene. Hvis du f.eks. er svært overvægtig, kan du også have forstadier til diabetes og hjertet, leveren og nyrerne kan have det hårdt etc.,« siger Jannick Lindegaard Denholt, analytiker i ABG Sundal Collier. Foto: Novo Nordisk

Medicinalselskabet Novo Nordisk er med hastige skridt i gang med at støbe de kugler, der på længere sigt skal tage over efter supermolekylet semaglutid.

Et stof, der allerede har givet diabetesmidlerne Rybelsus og Ozempic og senest det voldsomt efterspurgte fedmemiddel Wegovy.

»Vi har signifikant styrket vores ressourcer inden for forretningsudvikling og M&A (fusioner og overtagelser, red.), og vi er meget bevidste om, at innovation også sker andre steder end i Måløv,« siger Karsten Munk Knudsen, koncernfinansdirektør i Novo Nordisk.

Alene de seneste få år har Novo Nordisk indgået 33 væsentlige aftaler med andre virksomheder. Flere af dem har været opkøb i milliardklassen.

Novo Nordisk kunne formentlig sagtens levere en ebit-margin på 50 pct. eller over de kommende år, men er det virkelig det, vi gerne vil se? Nej, det er det ikke.

Michael Novod, analytiker, Nordea

En udvikling, der for 5-10 år siden var nærmest et utænkeligt scenarie, og som primært blev skudt i gang, fordi man i hovedkvarteret i Bagsværd var bekymret for den schweiziske rival Roches store angreb på Novos lukrative bløderforretning.

Det er ikke lykkedes at købe sig til ny vækst inden for det område, men til gengæld er mere end 30 aftaler og partnerskaber blevet underskrevet, og Novo Nordisk har på under fire år investeret knap 20 mia. kr. i aftalerne.

Et beløb, der forventes at kunne stige til langt over 50 mia. kr., hvis alt udvikler sig som håbet.

Selvom opkøbene spænder forholdsvis bredt, er den afgørende fællesnævner et hidtil uset fokus omkring hjerte-kar-området.

»Det er meget målrettet, hvad Novo Nordisk over det seneste par år har foretaget sig, hvad angår M&A inden for hjerte-kar-området,« siger Michael Novod, analytiker i Nordea, og henviser til særligt opkøbet af Corvidia, men også til Emisphere og senest aftalen med Prothena.

Med opkøbet af Corvidia for i alt op til 2,1 mia. dollars sikrede Novo Nordisk sig adgang til lægemiddelkandidaten ziltivekimab.

Det er et antistof, der retter sig mod behandling af patienter med bl.a. kronisk nyresygdom, inflammation og åreforkalkning.

Milliardopkøbet af Emisphere, som Novo Nordisk i flere år havde haft et partnerskab med, sikrede selskabet en teknologi, der gør, at kroppen ikke bare nedbryder det virksomme stof i tabletter.

Jannick Lindegaard Denholt, analytiker i ABG Sundal Collier, betegner strategien med opkøb inden for hjerte-kar-området som den rigtige vej at gå, fordi det er nært beslægtet med diabetes og fedme og derfor naturligt passer ind i selskabet.

»Det har taget noget tid for Novo Nordisk at komme i gang med den eksterne rejse, men jeg synes, at selskabet indtil videre er godt på vej og virkelig har lagt hånden på kogepladen inden for særligt hjerte-kar-området,« siger Jannick Lindegaard Denholt.

Ifølge Claus Berner Møller, underdirektør for danske aktier i pensionskassen ATP, står Novo Nordisk lige p.t. et meget spændende sted. Det skyldes ikke mindst en høj forventet vækst for semaglutid.

»Det er selvfølgelig meget positivt, men giver også en udfordring, når patentet udløber om ca. 10 år. Derfor er det rigtig positivt, at Novo Nordisk igennem de senere år har været aktiv med hensyn til at etablere nye samarbejder og på M&A-siden,« skriver Claus Berner Møller i en e-mail til Finans.

»På den måde skaber selskabet en pipeline, der også kan sikre vækst for Novo Nordisk efter patentudløbet på semaglutid. I ATP er vi glade for, at Novo Nordisk tænker langsigtet og er parat til at investere derefter,« skriver Claus Berner Møller.

Netop patentudløbet, der godt nok ligger hele 10 år ude i fremtiden, er noget, som bør adresseres.

Tidligere var holdningen lidt blandt biotekselskaber, at Novo Nordisk måske ikke er en 100 pct. seriøs spiller i M&A-markedet.

Karsten Munk Knudsen, koncernfinansdirektør, Novo Nordisk

»Mit indtryk er, at ledelsen forbereder sig meget grundigt på, hvordan Novo Nordisk skal se ud i de 10 år, der følger efter 2031, hvor patentet på semaglutid-molekylet udløber,« siger Michael Novod.

Han henviser i den sammenhæng til en aktuel diskussion om, hvor mange patienter Novo Nordisk kan nå at flytte fra injicérbar semaglutid og over til en tablet-version af semaglutid, der har en længere patentbeskyttelse.

»Hvis semaglutid kommer til at klare sig, som vi forventer, vil det være svært fuldstændigt at undgå en eller anden form for patentkløft,« siger Michael Novod og henviser til det amerikanske medicinalselskab AbbVie.

Selskabet havde i mange år verdens bedst sælgende lægemiddel, Humira, men trods et 21 mia. dollars stort opkøb af Phamacyclics og en række andre aftaler, har amerikanerne haft svært ved at modstå patentudløbet på lægemidlet, der solgte for omkring 20 mia. dollar som året.

Michael Novod understreger, at Novo Nordisk allerede her 10 år før det store patentudløb er godt i gang med at støbe fundamentet for det, der skal overtage.

Det skal selskabet ifølge ham også være, fordi en sådan proces tager lang tid.

»Novo Nordisk kunne formentlig sagtens levere en ebit-margin på 50 pct. eller over de kommende år, men er det virkelig det, vi gerne vil se? Nej, det er det ikke. Om man vil det eller ej, så mister semaglutid sit patent på et tidspunkt, og der skal Novo Nordisk, med den størrelse forretningen har fået, sikre sig, at det ikke går galt,« siger Michael Novod.

I ATP er vi glade for, at Novo Nordisk tænker langsigtet og er parat til at investere derefter.

Claus Berner Møller, underdirektør for danske aktier, ATP

Novo Nordisk selv opererer ikke med noget specifikt niveau for, hvor meget M&A i praksis skal fylde.

Ifølge Karsten Munk Knudsen er det nemlig dybest set mulighederne og innovationen rundtom i verden, der afgør det.

Han fortæller dog, at Novo Nordisk i dag opfattes på en anden måde i markedet, og at langt flere biotekselskaber også selv henvender sig til det danske medicinalselskab.

»Tidligere var holdningen lidt blandt biotekselskaber, at Novo Nordisk måske ikke er en 100 pct. seriøs spiller i M&A-markedet. Nu har markedet bemærket, at vi altså er aktive med at købe innovation til vores pipeline,« siger Karsten Munk Knudsen.

Står det til Nordeas Michael Novod, må Novo Nordisk meget gerne fortsætte ad det samme spor som hidtil.

»Jeg ser gerne, at Novo Nordisk laver endnu flere aftaler inden for kroniske sygdomme, hjerte-kar-området og Biopharm. Det skal ske som i dag, hvor Novo Nordisk selv kan bidrage med værdi til projektet, og hvor det passer ind i strategien. Jeg tror dog ikke, at der nødvendigvis er behov for store selskabs-akkvisitioner,« siger han.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.