Ugens optur: Novozymes-topchef Ester Baiget satser milliarder på at gøre produktion af planteprotein til et nyt guldæg
Novozymes har valgt at satse milliarder af kroner på at etablere et helt nyt forretningsområde, der skal producere og sælge planteprotein til fødevareindustrien. Det kan blive et nyt eventyr for den danske enzymproducent.
Ugens opture:
Ester Baiget, adm. direktør for Novozymes
Hvordan kan vi i højere grad brødføde klodens voksende befolkning på bæredygtig vis? Det spørgsmål gav Novozymes’ topchef, Ester Baiget, et svar på torsdag, med meldingen om, at Novozymes vil investere hele 2 mia. kr. i et topmoderne fabriksanlæg, der kan producere planteproteiner til fødevareindustrien. Den store satsning skal sikre Novozymes et helt nyt forretningsområde og et årligt salg i milliardklassen.
Jan van de Winkel, topchef for Genmab
Større og stærkere, hele tiden på vej fremad. Uagtet pandemiens hærgen bliver Genmab bare ved med at overpræstere. Det stod atter klart onsdag, da topchef Jan van de Winkel vanen tro leverede en solid opjustering, da biotekselskabet var kommet langt bedre igennem 1. halvår end forventet. Samtidig venter Genmab på en mulig godkendelse af et nyt kræftmiddel. Sker det, vil det utvivlsomt sende Genmab mod nye højder.
Ugens nedture:
Henrik Andersen, koncernchef i Vestas
Prispres fra konkurrenterne, der fortsat synes at acceptere tabsgivende ordrer. Tårnhøje fragtrater og råvarepriser, der stikker helt af. Læg dertil diverse corona-restriktioner, som fortsat præger store dele af verden, og man forstår, at Vestas-topchef Henrik Andersen har sit at se til. Onsdag måtte han således tage konsekvensen af de mange benspænd og nedjustere forventningen til hele året.
Thomas Woldbye, adm. direktør i Københavns Lufthavne A/S
Pandemien har totalt udraderet Københavns Lufthavnes forretning, og topchef Thomas Woldbye kigger fortsat ind i en dyster fremtid. Dels halter man efter de nærmeste rivaler, når det gælder om at genvinde den tabte trafik, hvilket udfordrer lufthavnens magtposition. Dels fosser pengene ud af kassen, viste halvårstallene onsdag. Således var underskuddet før skat på 851 mio. kr. næsten dobbelt så stor som omsætningen.