Bestseller-ejer sender modeportalen Stylepit på britiske hænder
Ved årsskiftet blev direktørposten i den danske modevirksomhed ligeledes overdraget til en britisk topchef.
Selskabet bag den danske modeportal Stylepit.com er røget på nye hænder og vil fremadrettet være en del af det britiske selskab M and M Direct.
Ifølge CVR-registeret var Stylepit tidligere ejet af ét af Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsens mange investeringsselskaber, men nu er ejerskabet i stedet rykket til den britiske modevirksomhed M and M Direct.
Ændringen betyder dog ikke, at Holch Povlsen slipper kontrollen med Stylepit, der de seneste mange år har været underskudsgivende.
Bestseller-ejeren overtog nemlig M og M Direct for syv år siden og driver fortsat koncernen, der årligt omsætter for omkring 1,5 mia. kr.
Finans har i forbindelse med ejerskiftet forsøgt at få en kommentar fra Lise Kaae, adm. direktør for Bestseller-koncernen Heartland. Det har ikke været muligt.
Tidligere i år skiftede Heartland Stylepits daværende topchef Frank Troelsen ud med britiske Damian Evan.
Inden Damian Evan blev sat i spidsen for Stylepit var han adm. direktør for M og M Direct.
»Vi undersøger altid mulige synergier og forbedringer i vores portefølje. I dette tilfælde (direktørskiftet, red.) tror vi på, at det vil komme både Stylepit og Mand M Direct Ltd. til gode, hvis der opnås et tættere samarbejde – en proces som Damian Evans, direktør i M and M Direct, vil lede for at sikre en stærk relation mellem selskaberne. Frank Troelsen har i den forbindelse valgt at fratræde sin stilling, og vi ønsker ham alt det bedste fremover,« skrev hun i forbindelse med direktørskiftet i en e-mail til Finans.
M og M Direct blev grundlagt i 1987 af Mark Ellis og Martin Churchward. Virksomheden har forsendelse og lager i England og sælger derudover tøj til bl.a. Danmark, Frankrig Tyskland, Holland og Polen.
Ifølge selskabets hjemmeside har modeportalen over 3 mio. aktive kunder og levering til mere end 25 lande verden over.