Mangel på dåser rammer dansk bryggeri: Nedjusterer salgsforventninger med 20 pct.
Corona og tørke i Kina har sat en prop i den danske produktion af dåseøl. Det får bryggeriet Vestfyen til at nedjustere det forventede salg af dåseøl med 20 pct.
Du har måske prøvet at stå i supermarkedet i forbindelse med en bytur eller en stor begivenhed og kigge på en gabende tom afdeling, hvor der plejede at stå øl.
En ulmende mangel på tappedåser til de danske bryggerier betyder, at der kan blive længere mellem de kolde dåseøl i den kommende tid, efter mangel på regn har sat en prop i den danske produktion af dåser og i sidste ende vanskeliggør leveringen af dåser til bl.a. Bryggeriet Vestfyen.
Det skriver TV2.
»Vi er præget af, at vores leverandører har haft udfordringer på deres produktionslinjer. Derfor har vi svært ved at producere dåser nok til vores kunder,« siger Carsten Andreasen, der er fabrikschef på verdens største dåseproducent Balls danske afdeling i Fredericia, som blandt andet leverer dåser til Bryggeriet Vestfyen, til TV2.
Han uddyber til mediet, at efterspørgslen på aluminiumsdåser er skudt i vejret, bl.a. fordi danskerne under coronanedlukningen har været nødsaget til at skifte restauranterne og barernes fadøl ud med dåseøl i hjemme. Det har fået Ball til at fastlægge kvoter for antallet af dåser, der kan sælges til hver kunde.
Derfor kan forbrugerne ifølge Rasmus Damsted Hansen, adm. direktør i Bryggeriet Vestfyen, forvente, at der bliver et mindre udbud af dåser i butikkerne. Han forventer, at det kan koste Bryggeriet Vestfyen op til 20 pct. af det forventede salg i år.