Boconcept runder nettoomsætning i milliardstørrelsen - igen
På trods af coronakrisen har danske Boconcept lykkes med at vækste salget af møbler.
Den danske møbelkoncern Boconcept har vendt coronakrisen til en økonomisk sucesshistorie. Nettoomsætningen har nu igen rundet 1 mia. kr. i det skæve regnskabsår 20/21, viser koncernens nyeste regnskab.
Samtidig har møbelkoncernen, der har 295 butikker i 65 lande præsteret en salgsvækst på 24 pct. i forhold til året før, på trods af fortsatte covid-19 restriktioner og butiksnedlukninger. Det samlede resultat efter skat lyder på 134 mio. kr., mod 31 mio. kr. i 19/20-regnskabet.
Boconcept har hovedsæde i Herning og egen produktion i vestjyske Ølgod. Selskabet blev stiftet i 1952 og ejes af kapitalfonden 3I Group gennem selskabet Layout Bidco. Møbelkoncernen var indtil 2016 børsnoteret og blev da overtaget af kapitalfonden og afnoteret, da de tidligere hovedaktionærer - fra de oprindelige ejerfamilier - også blev købt ud.
Ledelsen for Boconcept er optimistiske om fremtiden, og anfører i regnskabet, at man går ind i det nye regnskabsår med en stærk ordrebog og 22 nyåbnede butikker. Ledelsen anfører dog, at der i nogle regioner hvor butikkerne fortsat er lukkede, men virksomheden har tilpasset sig coronavenlige måder at sælge på med mere fokuserede online marketingkampagner.
Også aftalen med den amerikanske kontormøbelgigant Haworth får ledelsen til at se lyst på fremtiden. Partnerskabet med Haworth giver Bonconcept adgang til store, globale erhvervskunder og i lande, hvor man ikke allerede selv er til stede.
Haworth har årlig omsætning på ca. 14 mia. kr., og ud over egne kontormøbler har selskabet samarbejde med førende designproducenter – især i den høje ende af prisskalaen – om salg af deres produkter til erhvervskunder, der indretter kontorer. Blandt de partnere er den danske tekstilvirksomhed Kvadrat, som Boconcept nu også har sluttet sig til.
Ledelsen af Boconcept forventer en stærk omsætningsvækst i de første to kvartaler af regnskabsåret 21/22, mens man forventer svagere vækst i sidste halvdel af året.