Serier

»Det er barskt«: Firmaet bag Havanna Shoes er begæret konkurs

Selskabet Footzone Retail A/S, som står bag skokæden Havanna Shoes, har indgivet konkursbegæring.

Corona rammer verden
Footzone Retail kom ud af 2020 med et underskud på 7,6 mio kr. efter skat. Foto: Ivan Boll

Selskabet bag skokæden Havanna Shoes, Footzone Retail A/S, har begæret sig konkurs efter et hårdt år med coronanedlukninger og røde tal på bundlinjen. Dermed lukker yderligere 11 ud af skokædens nuværende 21 butikker.

»Det er barskt. Coronaen har fejet benene væk under os her,« fortæller Jan Damkjær Nielsen, der er adm. direktør og ejer af Footzone-kæden.

Coronanedlukninger i flere omgange har især gået ud over skokædens butikker i storcentre, som har mistet et ikke nærmere defineret tocifret millionbeløb i omsætning det sidste halvandet år, oplyser Jan Damkjær Nielsen. Footzone Retail A/S leverede i 2020 et underskud på 7,6 mio. kr. efter skat.

Derfor begærer ledelsen nu selskabet konkurs, da det var »det mest ansvarlige« på nuværende tidspunkt.

»Vi har ikke kunnet sælge varer i syv måneder i coronatiden. Et stort tab i omsætning har gjort, at vi ikke har kunnet se selskabet køre videre,« siger Jan Damkjær Nielsen.

Footzone har løbende afviklet fire butikker i år og lukker nu yderligere 11 butikker. De resterende 10 butikker i skokæden vil Jam Damkjær Nielsen nu drive videre sammen med skokædens webshop. Fysiske skohandlere har længe været presset af nethandlen, men Jan Damkjær Nielsen giver ikke op på sit livsværk så let.

»Mit hjerte brænder for at være skoforhandler. Om det så er en dum idé, det er så spørgsmålet nu. Det er måske tid til at tænke, om vi skal gøre noget anderledes, men jeg tror stadigvæk på, at der er grundlag for fysiske butikker,« siger han.

Footzone Retail hører under Footzone Group sammen med Footzone Wholesale. Retaildelen driver fysiske butikker og webshoppen, mens Footzone Wholesale består af fem brands med produktion i Portugal og Spanien.

Læs også