Erhverv

Kina med ny milliarddyr chip-fabrik: Europa og USA opruster også

Kina øger igen sin chip-produktion, mens den globale mangel på chips koster produktionsvirksomheder hundreder af milliarder kroner verden over. USA og Europa gør det samme.

Kina, EU og USA kæmper lige nu hver i sær en kamp om i fremtiden at gøre sig mindre afhængig af andre landes chip-produktion. Foto: Arkivfoto.

Den kinesiske chip-producent SMIC har fredag annonceret, at de vil investere 8,87 mia. dollar, svarende til godt 56 mia. kr., i en ny chip-fabrik i Shanghai. Det skriver Reuters.

Derved udvider firmaet - og dermed Kina - sin produktionskapacitet af mikrochips midt i den store globale mangel på netop chips, der lige nu er som elefantsnot i tandhjulene på verdens produktionsfabrikker. Det sker i et forsøg på at gøre Kina uafhængig af andre landes chip-produktion.

Global mangel på mikrochips
Efter et år med corona-nedlukninger og lavere produktion end normalt, ramte en række forskellige ulykker den globale chipproduktion. Ekstrem kulde i Texas, tørke i Taiwan og brand i Japan ramte nogle af verdens store chipproducenter, hvilket har skabt en kæmpe global mangel på chips, hvilket sætter flere produktioner af blandt andet biler og computere i stå.

Det er en global tendens, at lande forsøger at gøre sig mere selvforsynende på chip-området.

I Europa har vi også øget vores chip-produktion. Senest har Bosch i juni åbnet en fabrik i Dresden, Tyskland til 7,5 mia. kr. i et forsøg på at »reducere Europas afhængighed af asiatiske mikrochips.« Det skriver Ingeniøren.

Og i USA kunne Bloomberg tidligere på året afsløre planer hos Samsung om at investere 10 mia. dollar i en chipfabrik i USA, svarende til ca. 63 mia. kr. Derudover har USA lagt pres på den taiwanske chipgigant, TSMC, om at prioritere amerikanske bilfabrikker højt i ordrebogen, har Reuters afsløret.

Det er nemlig især bilindustrien der er hårdt ramt af chip-manglen. Analysefirmaet AlixPartners anslår, at chipmanglen vil koste den globale bilindustri 670 mia. kr. og betyde, at 3,9 mio. færre biler vil rulle af samlebåndene bare i 2021.

Det er anden gang i år, at det kinesiske selskab, SMIC, investerer milliarder i en ny chip-fabrik. I januar annoncerede de en fabrik til 2,35 mia. dollar, svarende til godt 15 mia. kr., i Shenzhen-provinsen.

Chipmanglen kan dog ikke løses ved et snuptag på trods af milliarddyre investeringer i fabrikker. Det tager lang tid at få en ny fabrik op at køre. Topchefer i den globale tech-branche anslår, at problemet vil vare ved i mindst to år endnu, herunder IBM’s direktør Jim Whitehurst og Intel-chefen Pat Gelsinger.

Læs også