Erhverv

Nu bør det ikke kunne galt: Et overlegent mål og storsejr sendte Danmark tæt på VM-forløsningen

Danmark vandt overlegent VM-kvalifikationskampen mod Israel, der var den nærmeste konkurrent i tabellen inden kampen. Nu skal det gå meget galt, hvis ikke danskerne skal med til VM 2022.

Danmarks Andreas Skov Olsen jubler efter scoringen af Danmarks tredje mål.(Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2021) Andreas Skov Olsen (tv.) bliver tiljbulet efter sit mål til 3-0. Foto: Lars Poulsen

Det var et af den slags øjeblikke, der blev ved med at overvælde.

Hver gang fansene genså Andreas Skov Olsens 3-0 mål oppe på storskærmen, steg jublen lige et nøk, og flere hænder blev taget op til panden inde i det fyldte nationalstadion Parken.

Det hér var specielt. Det er det også, at det danske herrelandshold i fodbold endte med at vinde 5-0 over Israel tirsdag aften og dermed hverken har tabt point eller lukket mål ind efter seks kampe i VM-kvalifikationen.

I fodbold er der ingen garantier. Alligevel ser det unægteligt ud til, at danskerne skal gøre sig klar til at rejse til VM i 2022.

Danmark har syv point ned til Skotland på andenpladsen i VM-kvalifikationsgruppe F efter deres sejr på 1-0 over Østrig tirsdag aften. Der er fire kampe tilbage af kvalifikationen, hvor Danmark først skal møde Moldova ude og Østrig hjemme i oktober, inden Færøerne kommer til Parken, og Skotland venter på udebane i november.

Det bør uden problemer udløse de fem point, der vil gøre VM-pladsen sikker.

Kampen

Danmark - Israel 5-0 (3-0)

Mål: 1-0 Yussuf Poulsen (28.), 2-0 Simon Kjær (32.), 3-0 Andreas Skov Olsen (40.), 4-0 Thomas Delaney (58.), 5-0 Andreas Cornelius (90.)

Danmark: (3-4-3): Kasper Schmeichel - Andreas Christensen, Simon Kjær, Joachim Andersen - Daniel Wass (Andreas Cornelius, 86), Pierre-Emile Højbjerg (Christian Nørgaard, 82.), Thomas Delaney, Joakim Mæhle - Andreas Skov Olsen (Jens Stryger Larsen, 76.), Yussuf Poulsen (Mohamed Daramy, 76.), Mikkel Damsgaard (Jonas Wind, 82.)

Israel: (3-5-2) Ofir Marciano – Orel Dgani (Ofir Davidzada, 61.), Eitan Tibi, Hatem Abd Elhamed – Eli Dasa (Gadi Kinda, 80.), Dan Glazer, Bibras Natcho (Mohamed Abu Fani, 46.), Manor Solomon (Omer Atzili, 69.), Sun Menahem – Shon Weissman (Dolev Haziza, 46.), Eran Zahavi

Landstræner Kasper Hjulmand kan godt lide at tale om generøsitet. Det skal være en af landsholdets grundværdier, lyder det.

Reserven skal opmuntre ham, der nappede pladsen i startopstillingen. Det skal ikke være en overvejelse at tage det mælkesyrende tilbageløb eller dække af for en holdkammerat. Og publikum skal mærke spillernes taknemmelig for støtten undervejs.

Tilhængerne var i hvert fald rundhåndede med opbakningen tirsdag aften. Der var hoppestemning efter et minut. Hver gang et frispark, en tackling eller et indkast gik danskernes vej, kom brølet. Et hjørnespark fik folk til at rejse sig op. Tre vundne hovedstødsdueller i træk udløste »olé«-råb. Bølgen rullede rundt på tribunerne efter 25 minutter uden oplagte målchancer.

Rundt omkring blev der efterhånden også mumlet om, hvorfor de samme spillere, der havde udspillet Skotland efter et kvarter, havde så svært ved at finde hinanden på banen. Om de ikke skulle have kræfter nok efter at være blevet sparet mod Færøerne.

Og så, lige pludselig, kom der fart i Mikkel Damsgaards fødder. Den vævre tekniker kombinerede sig mellem israelerne og forsøgte sig med en flugter uden for feltet. Afslutningen var åbenbart bøvlet nok til, at Ofir Marciano gav en retur, som Yussuf Poulsen snarrådigt var først over – 1-0 til Danmark efter en halv time.

Ligesom mod Skotland førte det første mål hurtigt til det andet. Daniel Wass smækkede et frisparksindlæg ind i hovedet på kaptajnen Simon Kjær. Under hele opvarmningen bragede forsvarsgeneralen den ene afslutning efter den anden op på tribunen. Nu headede han stilfuldt bolden uden for Ofir Marcianos rækkevidde.

Simon Kjær stoppede op, mens holdkammeraterne gik smilende tilbage mod deres egen banehalvdel efter klyngejublen. Han kiggede ud på lægterne, gik lidt ned i knæene og knyttede næven, mens han brølede igen og fik publikum til at gøre det samme.

Og så opstod aftens højdepunkt med Andreas Skov Olsens mål kort før pausen. Joakim Mæhle dæmpede bolden med hælen og lagde en ydersideaflevering ind til Mikkel Damsgaard, der vippede bolden videre til Andreas Skov Olsen. Bologna-danskeren hamrede resolut bolden i mål med et helt rent træf på bolden, der var lige så overrumplende som en sensommerdag i september.

Det var sådan et mål, som vennerne talte med hinanden om i pausen, og som om mange år vil være med til at gøre dem svært tilfredse med, at de var i Parken lige dén aften. Mens de rekonstruerede målet for hinanden, søgte den ene hånd atter op mod panden. Det var et specielt mål.

Inden da havde Kasper Hjulmand skabt aftens hidtil største jubelbrøl, da landstræneren entrerede nationalstadionet iført sine hvide sneakers. Han smilede, vinkede rundt og lagde hurtigt habitjakken fra sig. Nu skulle arbejdet gøres.

Kort efter klappede han atter ud mod tribunerne. Denne gang var der beundring i blikket over den volumen, tilskuerne havde sunget »Der er et yndigt land« med og som også fik de israelske spillere til at skæve rundt mod den enhed, som danskerne tilsyneladende udgjorde på lægterne.

Senere skævede israelerne lige så undrende rundt på hinanden, da Thomas Delaney havde udnyttet endnu et frisparksindlæg til at heade bolden i mål til 4-0 efter en times spil. Generøsiteten gjaldt også for gæsternes måde at forsvare sig på dødbolde, hvor danskerne fik god plads til at sprudle og også konsoliderede sejren kort før tid med indskiftede Andreas Cornelius hovedstød efter, ja, selvfølgelig et frisparksindlæg.

Det kan godt være, at Israel ikke er et af de bedste hold i Europa. Alligevel er det respektindgydende at splitte dem ad, som Danmark gjorde tirsdag aften.

Mest af alt flød generøsiteten fra tribunerne, da spillerne havde brug for det. Siden kvitterede Joakim Mæhle, Mikkel Damsgaard, Simon Kjær, Thomas Delaney og Andreas Skov Olsen med mindeværdige aktioner.

Det fik de plads til af de hårdtarbejdende holdkammerater som 50-kamps-jubilarerne Andreas Christensen i forsvaret og Pierre-Emile Højbjerg, der konstant dirigerer rundt med sine medspillere. Midtbanespilleren signalerer ro, når der er brug for det. Vildskab, når det mangler. Og så er han gavmild med klapsalverne til holdkammeraterne, både de opmuntrende efter en skidt aflevering eller som påskønnelse for en flot aktion.

Dem var der nok af tirsdag aften til at skabe jublende danskere på banen, på tribunen og blandt reserverne ude på bænken. Hele holdet samlede sig i en klynge efter kampen, hvor de klaskede hinanden på ryggen, uanset om de havde spillet eller ej.

Midt i det hele stod en lykkelig landstræner, der nok ikke er færdig med at tale om generøsitet efter endnu en speciel aften i et fyldt Parken.

Læs også