Atbo bløder igen millioner efter genoprejsning
Først gik møbelvirksomheden konkurs, så blev den genoprejst, og nu - få år efter genopstandelsen - har Atbo igen røde tal i regnskabet.
Millionerne fosser ud af den danske møbelvirksomhed Atbo blot to år efter virksomheden blev genoprettet efter en konkurs.
I virksomhedens seneste regnskab fremgår det, at man er gået ud af regnskabsåret 20/21 med et underskud på knap 6,2 mio. kr. I opstartsåret 19/20 havde man et overskud på 29.000 kr. efter skat.
Da Atbo i 2019 genopstod var det i første omgang med Gubi-arving Sebastian Gubi Olsen som ejer og direktør.
Han stoppede imidlertid som direktør efter en personlig konkurs med et næsten trecifret millionkrav imod ham og solgte sin ejerandel i møbelvirksomheden til sine forældre, Lisbeth Olsen og Gubi-stifter Bjarke Gudmond Olsen.
Atbo fik sidste år rettighederne til Gubi-stifter Bjarke Gudmond Olsens designs, da han stoppede samarbejdet med virksomheden, som han selv grundlagde for mere end 50 år siden.
Gennem det nystiftede selskab Design by Lisbeth & Gubi Holding ApS ejer parret nu halvdelen af designvirksomheden. Den anden halvdel ejes af Atbos adm. direktør, Peter Mondrup, gennem selskabet TangoPapa Holding ApS.
Atbos nylige underskud har i høj grad været drevet af Covid-19-pandemien og der er derfor blevet foretaget omfattende nedskrivninger i millionklassen, skriver ledelsen i regnskabet.
Samtidig noterer man, at investeringsselskabet, der finansierer virksomheden »har accepteret at træde tilbage for øvrige kreditorer, samt ikke forlange afdrag på gælden det kommende regnskabsår.«

