Erhverv

Kjeld Kirk Kristiansen vil ikke forhindre fremtidig børsnotering af Lego

"Kjelds Fond" skal i fremtiden træffe fundamentale beslutninger, hvis ejerskabet i Lego er uenige, lyder det i en ny bog.

Lego-familiens Thomas Kirk Kristiansen og Kjeld Kirk Kristiansen. Arkivfoto.

I bogen ”Et liv med Lego”, som udkommer i næste uge og med Lego-medejer Kjeld Kirk Kristiansen som medvirkende, forholder den tidligere topchef i det globale familieforetagende sig til, at Lego måske ikke for evigt kan være netop familieejet.

I bogen beskrives det, hvordan Kjeld Kirk Kristiansen fortsat gerne vil være med til at præge Lego i fremtiden, selvom tøjlerne som bestyrelsesformand for Lego Fonden og Lego A/S officielt er givet videre til sønnen Thomas Kirk Kristiansen.

Kjeld Kirk Kristiansen bryder sig ikke om det, men han vil ikke forhindre et delvist salg, opkøb eller børsnotering af Lego i fremtiden, hvis det er det rigtige for virksomheden, fortæller han i bogen.

Konkret har Kjeld Kirk Kristiansen startet en ny fond med navnet ’Kjelds Fond’. I fonden skal der sidde tre uhildede bestyrelsesmedlemmer, der skal tage stilling til eventuelle fundamentale uenigheder i det aktive ejerskab af Lego i fremtiden. Det skal de gøre i henhold til hele Lego-ideen, som er nedskrevet i ”The Lego Idea Paper”, som det er beskrevet i bogen.

Papiret rummer hele idégrundlaget bag Lego, og er ifølge bogens forfatter en form for ’familiegrundlov’. Et koncentrat af Kjeld Kirk Kristiansens tidlige tanker med visioner og værdier tilbage fra 80’erne og 90’erne. Hvad enten det er en fremtidig børsnotering eller et salg af Lego der presser sig på, så er det er altså dette papir, som den nye fond skal navigere og træffe beslutninger ud fra i fremtiden, fortæller Kjeld Kirk Kristiansen i bogen ”Et liv med Lego”.

Læs også