Erhverv

Kasi-Jesper lukker ny kæmpe smykkeforretning - sælgere raser over manglende varer og betalinger

2.000 provisions-sælgere underskriver protest med påstand om manglende betalinger.

Jesper "Kasi" Nielsens seneste smykkesatsning har fyret samtlige medarbejdere og afbrudt samarbejdet med tusindvis af sælgere. Foto: Niels Hougaard

Jesper Nielsen – også kendt som Kasi-Jesper - har fyret samtlige fastsansatte medarbejdere og skåret strengen over til tusindvis af provisionsaflønnede sælgere kaldet ambassadører i en organisation, der under navnet Jesper Nielsen har solgt smykker fra Australien over Sydafrika til Europa og USA.

Salgsorganisationen er bygget op over en multi-level marketingmodel, hvor sælgernes indtjening stiger, hvis de skaffer nye sælgere.

Foreløbig har et par tusinde ambassadører underskrevet en protestskrivelse på nettet med flere hundrede tilhørende kommentarer:

»Jeg havde et hold på 1.300 (sælgere) i Australien. Mit team og jeg selv er blevet efterladt med tab. Jeg modtog ikke min provision for juli og august, og mange afgivne ordrer er ikke modtaget. Jeg har brugt mere end 5.000 dollars på smykker, som jeg ikke har modtaget,« skriver Narele O´Brien fra Australien.

Og en anden underskriver, Tania Robbie, tilføjer:

»Han har ødelagt mit rygte, og mange af mine venner er blevet påvirket af det her igennem mig.«

Jesper "Kasi" Nielsen
  • Jesper Kasi Nielsen er opvokset i Glostrup, og inden han slog sig op på smykkesalg, drev han tankstationer og var i en periode regionschef i Fakta.
  • Han gik personligt konkurs med tankstationerne, og derfor var det hans mor og søster, der stiftede selskabet Kasi i 2003 med Jesper Nielsen som direktør.
  • Kasi solgte smykker i Tyskland, og det blev stort på ryggen af Pandora-smykkernes voksende popularitet.
  • I 2007 blev Kasi hovedsponsor for Brøndby IF, og Jesper Nielsen blev et kendt ansigt i Danmark.
  • Senere stod han bag håndboldholdet AG København, der gik konkurs i 2012.
  • Efter bruddet med Pandora i 2010, etablerede han smykkefirmaet Endless, der gik konkurs i 2016. Derefter etablerede han Amazing Jewelry, hvis danske selskab også er gået konkurs.
  • Forretningen blev frem til sidste uge fortsat i et selskab med 75.000 tilknyttede sælgere i et setup ejet af Jesper Nielsens svoger Søren Colding.
  • Nu er alle medarbejdere i det hidtidige setup blevet fyret, og det danske lager flyttet til Spanien. Herfra vil forretningen blive videreført med samme varer i en ny selskabskonstruktion.

En bemærkning, der er affødt af det faktum, at smykkerne ofte er solgt til venner, familie og bekendte til ambassadørerne, hvoraf mange ifølge anklagerne aldrig har modtaget de varer, som de har betalt for over nettet med direkte betaling til organisationen i Danmark. Og igen hævder mange af ambassadørerne, at de mangler at modtage provision for de afregnede, men aldrig modtagne, smykker.

Jesper Nielsens svoger Søren Colding, der står som ejer af forretningen, afviser beskyldningerne.

»Der kan sagtens være nogle varer, som er forsinkede. Men der bliver leveret varer ud hver dag. Og vi har betalt vores provisioner og fortsætter med at betale vores provisioner,« siger Søren Colding.

Organisationens tidligere topsælger Chrissie Erler-Wagner havde frem til sin fyring i juni 64.000 personer under sig i salgshierarkiet. Og hun så en vækstforretning ude af kontrol.

»Det gik stærkt. I den bedste måned solgte vi for 1,2 mio. euro (9 mio. kr.) i Tyskland, selvom USA var klart det største marked. Nye lande som Nigeria, Panama og Sydafrika kom til. Problemerne blev større og større undervejs. En del kunder og ambassadører modtog ikke deres ordrer, og der var problemer med ubetalte provisioner. I processen blev der slækket på kvaliteten ved at inddrage meget billigt indkøbte smykker, som kunne være fra Alibaba eller Silver Palace (forhandler og producent af billige smykker, red.), der efterfølgende blev solgt til mange gange indkøbsprisen,« påstår Chrissie Erler-Wagner.

Søren Colding afviser bestemt, at virksomheden har indkøbt smykker fra Alibaba og videresolgt dem som en del af Jesper Nielsen-forretningen, men han ønsker i øvrigt ikke at løfte sløret yderligere omkring selskabets leverandører.

»Det ønsker jeg ikke at kommentere. Vi har en lang række leverandører. Hvad vi ligesom leverer og til hvilken prisfaktor, det synes jeg ikke, at nogen behøver at vide,« fastslår Søren Colding.

Polske Kasha Cohen var frem til sidste uges nedlukning en af organisationens supersælgere.

»I april vandt jeg en Mini i et år for at have skaffet 500 nye ambassadører ind i løbet af et par måneder. Og i maj vandt jeg igen - denne gang en Smart til at køre i året efter. Det var virkeligt hårdt arbejde. Jeg græd, da jeg fik beskeden og dansede så kraftigt af glæde hjemme i mit køkken, at jeg sparkede en fod så hårdt ind i væggen, så den brækkede,« fortæller Kasha Cohen.

Men den fine bil fik hun aldrig trods rykkere.

»Efter et stykke tid sendte Jesper Nielsen en mail til mig og en anden vinder med et billede af ældgammel grøn mini, der var grimmere end den bil, Mister Bean kører i.«

Ifølge Søren Colding var det dog ikke en svigtende økonomi, der gjorde, at Kasha Cohen aldrig satte nøglen i en spritny Mini.

»Det er der en årsag til, som må være mellem os og hende. Og det ved hun udmærket godt,« udtaler Søren Colding.

En række kilder, Finans har talt med, herunder organisationens nu opsagte amerikanske administrationschef Lisa Salmons, oplyser, at virksomheden har flyttet sit danske smykkelager til Spanien og oprettet et spansk selskab.

Det bekymrer Lisa Salmons, at hun er blevet kontaktet fra Danmark om, at man tirsdag eftermiddag dansk tid vil sende en mand op fra Miami for at hente alle varerne på firmaets amerikanske lager uden for Las Vegas.

»Man har solgt varer, som man ikke havde på lager, for efterfølgende at sende breve ud om, at varerne var forsinket på grund af covid-19. Der har i en periode manglet penge til alt andet end løn. Sidste torsdag blev alle på lageret fyret. Og siden da er der intet sendt ud af det, som ambassadørerne har betalt for,« siger Lisa Salmons.

Søren Colding vil hverken forholde sig til oplysningen om, at det danske lager skulle være flyttet til Spanien, eller den ifølge Lisa Salmons varslede flytning af lageret ved Las Vegas.

I hans optik er udviklingen sammenkædet med det, han kalder den store mavepuster, der blev tildelt familien den 14. juli. Det var her, voldgiftsretten fastslog, at Jesper Nielsen ikke var berettiget til at modtage en solid efterbetaling på et milliardbeløb for sin andel af salget af Pandoras vesteuropæiske datterselskab tilbage i 2010.

»Vi har kæmpet i virkelig mange år og kæmper videre. Vi har opsagt virkelig dygtige medarbejdere. Ligesom det er en del af vores mere langsigtede strategi at flytte aktiviteterne ud af Danmark. Det er det overordnede. Og nu har vi som familie brug for noget fred og ro nu,« fastslår Søren Colding.

Forretningen fortsætter dog. På hjemmesiden etailsolutions.dk kan man købe mange af koncernens smykker - herunder flere til nye lavere priser. Og Søren Colding har inden for det seneste måneds tid blevet direktør i fem nystiftede selskaber, mens Jesper Nielsen er indtrådt som direktør for selskabet Shop Solutions ApS, der ejes af det amerikanske selskab Coni2 Inc. med adresse i den amerikanske delstat Delaware.

Finans har forgæves forsøgt at indhente kommentarer fra Jesper ”Kasi” Nielsen.

Læs også