Erhverv

Frygtet sygdom nærmer sig Danmark: Myndigheder advarer om risiko for milliardtab

Antallet af svinepest-udbrud er rekordhøjt i Europa. Den hastige spredning af sygdommen i Tyskland får nu Fødevarestyrelsen til at rette en appel til alle, der kan risikere at bringe smitten ind i Danmark.

Den frygtede sygdom svinepest spreder sig fortsat gennem Europa. Sygdommen er nu kommet så tæt på Danmark, at veterinærmyndighederne slår alarm og advarer om, at alle, der kan bringe sygdommen ind i landet, skal være ekstra påpasselige.

Afrikansk svinepest spredte sig i 2014 fra Rusland ind i de baltiske lande og derfra videre til Polen og ned gennem Østeuropa. Landbruget og myndighederne har brugt svimlende summer på at bekæmpe sygdommen, men alligevel fortsætter den med at brede sig.

Opgørelser fra Landbrug & Fødevarer viser, at der i årets første otte måneder har været i alt 10.360 udbrud af svinepest i Europa. Udbruddene fordeler sig med 9.041 i bestandene af vildsvin og 1.319 på gårde med grise.

Antallet af udbrud er samlet set det største nogensinde og har også ramt en række danskejede svinefarme i Østeuropa. Disse store farme drives alle topprofessionelt og er beskyttet med alle tænkelige foranstaltninger for at holde svinepesten ude af staldene. Alligevel går det gang på gang galt, og hver gang skal alle grise på farmene aflives og staldene stå tomme i et halvt år.

Set med danske øjne er det særdeles bekymrende, at sygdommen den seneste år har spredt sig vestpå gennem Polen og for et år siden nåede til Tyskland. I år er der konstateret 1.500 udbrud af svinepest i de store bestande af vildsvin i det østlige Tyskland. Derudover er sygdommen konstateret på tre tyske gårde med grise.

Fødevarestyrelsen advarer om, at sygdommen nu florerer blot 375 kilometer fra den danske grænse. Hvis sygdomme spreder sig til Danmark vil det medføre, at et stort antal grise skal aflives og samtidig må slagterierne omgående indstille al eksport ud af EU. Det vil medføre milliardtab for landbruget.

Derfor opfordrer Fødevarestyrelsen jægere, lastbilchauffører, landbrugsmedarbejdere, håndværkere og alle andre, der kan komme i berøring med smitten, om at være ekstra forsigtige.

Afrikansk svinepest
  • Afrikansk svinepest er en smitsom virussygdom.
  • Svinepest kan ikke smitte mennesker.
  • Sygdommen medfører meget høj dødelighed i de ramte svinebesætninger.
  • Det er endnu ikke muligt at vaccinere mod sygdommen.
  • Virus kan overleve i kødprodukter og dermed spredes med madrester, som ædes af dyr.
  • Virus kan også spredes med gødning på eksempelvis lastbiler eller i forbindelse med handel med grise, der er smittede, men endnu ikke viser tegn på sygdommen.
  • Virus spredes også via vildsvin, som kan smitte hinanden eller blive syge, hvis de æder inficerede madrester.
  • Lande, der rammes af svinepest, afskæres straks fra en række eksportmarkeder.
  • Sygdommen er udbredt i lande som Rusland, Kina, Polen, Slovakiet, Rumænien, Tyskland, Ungarn og de baltiske lande.
  • Der har aldrig været udbrud af afrikansk svinepest i Danmark.

Svinepest er ufarlig for mennesker, men er ekstremt smitsom blandt grise og medfører høj dødelighed. Svinepest kan overleve i kødprodukter og dermed spredes med madrester, som ædes af dyr. Virus kan også spredes med jord eller med gødning fra syge dyr.

En stor del af medarbejderne i dansk landbrug kommer fra Østeuropa, og danske svinefarme eksporterer årligt millioner af smågrise til Tyskland og Østeuropa, hvilket indebærer mange kontakter via lastbiler og chauffører.

Skrappe regler for rengøring skal sikre, at smitten ikke slæbes ind i Danmark, men en enkelt brist kan udløse de milliardtab, som Fødevarestyrelsen nu advarer om.

Veterinærmyndighederne har forsøgt at gardere sig mod sygdomsudbrud ved at opføre et vildsvinehegn langs grænsen til Tyskland og bortskyde den danske bestand af vildsvin.

Læs også