Erhverv

Højtprofileret musikkæmpe satser på børsentré til knap 250 mia.

Der er lagt op til den helt store børsfest, når Lady Gagas og Taylor Swifts pladeselskab træder ind på børslisterne i Holland.

Taylor Swift er en af de musikere, som Universal Music Group har under sine vinger. Foto: Matt Sayles/Invision/AP

Når Universal Music Group går på børsen, bliver det til et prisskilt på 33,5 mia. euro, svarende til 249 mia. kr.

Det er i hvert fald det tal, sælgerne lægger op til, når aktierne bliver sat til salg tirsdag, skriver Reuters.

Universal Music Group er verdens største musikselskab, der har kontrakter med musikere som Taylor Swift, The Weeknd og Lady Gaga, og børsnoteringen bliver da også Europas største i år.

Musikgruppen håber på at kunne sælge sig selv på det faktum, at der fortsat ligger masser af vækst i det musik-streamingboom, som især Vesten har oplevet de seneste mange år.

Det er Euronext i Holland, som er lykkes med at gøre kur til Universal Music Group, og som bliver fremtidigt børshjem for gruppen. Den største ejer af Universal er med 60 pct. af aktierne ellers det franske selskab Vivendi, som mediemagnaten Vincent Bolloré ejer en god luns af.

Også den amerikanske milliardær Bill Ackman er inde over handlen. Tidligere forsøgte han at investere i Universal gennem en såkaldt SPAC, som er et tomt børsselskab, der har til formål at rejse penge til et opkøb af en privat virksomhed.

Den komplekse struktur fik ifølge The New York Times dog amerikanske børstilsyn til at rette den kritiske projektør mod SPAC-handlen, som Bill Ackman besluttede at droppe og gennemføre aktiekøbet igennem sin egen hedgefond i stedet for.

Læs også