SpaceX har landet sin første turistraket - og gør klar til at sende fem nye op
De fire første rumturister, der rejste med Elon Musk-selskabet SpaceX, landede lørdag efter tre dages tur rundt om jorden. Allerede nu er de næste rumrejser booket og planlagt.

SpaceX sendte for nylig fire civile alene ud i rummet for første gang nogensinde - og det er kun begyndelsen, lyder det fra Elon Musks rumfartsvirksomhed.
Det skriver CNN.
En milliardær, en professor, en rumfan og en lægeassistent landede lørdag på jorden efter tre dages tur i rummet. Det er det første hold af udelukkende turister, som SpaceX har sendt ud i rummet og hermed markerede rumfartsvirksomheden sit mål om for alvor at skubbe gang i den såkaldte rumturisme.
Turen, der blev døbt Inspiration4, blev den første en række af allerede-bookede turistture for SpaceX. Virksomheden fortæller, at den allerede har yderligere fem rumture planlagt i løbet af de kommende måneder. Herunder bl.a. en tur med den japanske milliardær Yusaku Maezawa, der vil flyve rundt om månen.
Og selvom en tur ud i rummet lyder som en eksklusiv fornøjelse forbeholdt de rigeste af de rigeste, så tegnede den første SpaceX-tur et andet billede. Blandt andet havde Chris Sembroski, en 42-årig selverklæret rumfan, vundet turen i et online lodtrækning.
SpaceX blev grundlagt tilbage i 2002 af mangemilliardær og ingeniør Elon Musk, men han er imidlertid langt fra den eneste rigmand, der lige nu leger med rumfart.
Både Amazon-grundlægger Jeff Bezos og entreprenøren Richard Branson har startet hhv. Blue Origin og Virgin Galactic - begge rumfartsvirksomheder med turisme som mål.
Alle tre har kappedes indbyrdes om, hvem der først blev klar med en raket, som kunne flyve ud i rummet. Richard Branson blev den første til at sende sig selv ud i rummet d. 11. juli i år - blot ni dage inden Jeff Bezos.