Erhverv

Ny analyse: Coronakrisen kostede centerbutikker 20-25 mia. kr. i tabt omsætning

De danske udlejeres organisation har regnet sig frem til, at detailbutikker i landets indkøbs- og storentre mistede milliardsalg under pandemien.

Coronakrisen med tvangslukkede butikker i en lang periode har trukket milliarder ud af omsætningen i detailhandlen. Ifølge en ny analyse har krisen og dens restriktioner betydet en mistet omsætning på op mod 25 mia. kr. for butikkerne i de danske indkøbs- og storcentre.

Bag analysen står EjendomDanmark, der er brancheorganisation for udlejere og ejendomsejere der bl.a. lejer butiksarealer ud.

Netop de såkaldte udvalgsvarebutikker i storcentrene blev under krisen ramt af længere nedlukninger end konkurrenterne på handels- og gågader.

Med input fra aktører og andre har EjendomDanmark regnet sig frem til, at coronakrisen fra marts 2020 og frem har betydet en mistet omsætning på 20-25 mia. kr.

De største:

Top 10 blandt de danske shoppingcentre 2021 målt på antal butikker og øvrige servicefunktioner:

  1. Rødovre Centrum, 162
  2. Rosengårdcentret, 142
  3. Field’s, 123
  4. Kolding Storcenter, 101
  5. Wawes, 101
  6. Lyngby Storcenter, 95
  7. Fisketorvet, 90
  8. Bruuns Galleri, 88
  9. Frederiksberg Centret, 81
  10. HerningCentret, 78

Kilde: ICP - Institut for Center-Planlægning

I centrene kunne dagligvarebutikker holde åbent trods tvangslukningerne. Analysen peger dog på, at besøgstallene faldt med omkring 50 pct. under de otte måneders nedlukninger af storcentrene. Butikkerne der har i normale tider en estimeret, årlig omsætning på 60-70 mia. kr.

»Det har bestemt været en hård periode for mange af vores butikker gennem coronatiden - trods statslige kompensationspakker og andet. Heldigvis glæder vi os over, at kunderne siden genåbningen i foråret er vendt retur. Det har butikkerne ventet på i hele coronatiden og brug for,« siger Finn Sture Madsen, driftsdirektør i Danske Shoppingcentre med 16 af landets indkøbscentre.

Hos EjendomDanmark peger adm. direktør Jannick Nytoft på, at selvom alle corona-restriktioner nu er ophævet og de nedlukkede butikker fortid, er det for ham afgørende med tal for de samfundsmæssige konsekvenser.

»Det er voldsomt at se den samlede regning. Så store tab indhenter du ikke, og der er ingen lette løsninger. Coronatiden var en barsk periode for både butikkerne og centre. Heldigvis stod man de fleste steder sammen om at finde en vej igennem krisen,« udtaler Jannick Nytoft.

Han peger på, at de såkaldte coronalån med udskudt moms og skattebetaling også fortsat kan få konsekvenser i bl.a. detailhandlen.

»Det skal ikke underkendes, at det kan blive svært for mange virksomheder, når de regninger skal betales. For selv med eksempelvis Folketingets aftale om tilbagebetaling af den udskudte moms vil flere - særligt de små - butikker blive udfordret,« mener Jannick Nytoft.

Læs også