Eksperter: Kun Novo Nordisk er mere værd end Lego
Med et mildt sagt overbevisende halvårsregnskab i ryggen vurderer eksperter, at Legos reelle markedsværdi ligger omkring 400 mia. kr. - måske endda højere. Kun Novo Nordisk er mere værd på det danske marked.
Alle finansielle købmænds våde drøm er at få lov at børsnotere Lego.
Det ville være en historisk stor børsnotering og af et nationalt klenodie. Og det ville indbringe familien Kirk Kristiansen omkring 400 mia. kr., hvis de solgte alle aktierne.
Det vurderer flere analytikere.
»Hvis du kigger på værdisætningen af andre selskaber, der har en overskudsgrad i Legos liga og et brand af den styrke, så er min vurdering, at du ender med en pris på 380-430 mia. kr.,« siger Frederik Aakard, som har arbejdet med ejerskifter og virksomhedshandler i mange år og nu er partner i Dansk Ejerskifte.
»Mon ikke Lego ville være den mest populære aktie på fondsbørsen,« siger han.
En anden kilde, der har fulgt Lego og legetøjsbranchen i årtier, tror, at en pris på omkring 400 mia. kr. måske er lavt sat.
Legos konkurrenter Hasbro og Mattel, som begge er børsnoterede, værdisættes til hhv. 14 og 11 gange deres driftsindtjening. Men Legos overskudsgrad er markant bedre, og så er der varemærkets styrke.
»Et selskab som Apple værdisættes til 27 gange driftsindtjeningen i øjeblikket. Så højt skal man måske ikke op, men hvis Lego får en driftsindtjening på måske 18-20 mia. kr. i 2021, betyder det, at Legos markedsværdi er omkring 4-500 mia. kr.,« siger kilden, der foretrækker at være anonym.
Et tredje regnestykke kan man finde i et speciale fra handelshøjskolen CBS fra august sidste år om netop Legos værdi. Her sætter de markedsværdien til 300 mia. kr. med udgangspunkt i Legos årsregnskab for 2019. Men siden har Lego i 2020 øget sin omsætning med 13 pct. og sit driftsresultat med en femtedel til 12,9 mia. kr.
Og tirsdag præsenterede Lego så et halvårsregnskab, som smadrer Legos egne rekorder. Væksten i omsætningen er 46 pct., og driftsindtjeningen er fordoblet til 8 mia. kr. for halvåret. Overskudsgraden er 34,5 pct.
Hvis Legos markedsværdi ligger på 400 mia. kr., er det kun Novo Nordisk, der er mere værdifuld blandt de danske selskaber. Medicinalgiganten bliver i øjeblikket prissat til over 1.100 mia. kr. Derefter kommer Mærsk på ca. 350 mia., kr.
I familiens pengetank, Kirkbi, som ejer 75 pct. af aktierne i Lego, vil man ikke kommentere regnestykkerne.
»Da Lego-koncernen er familieejet og ikke børsnoteret, er det ikke meningsfuldt at kommentere på en teoretisk værdiansættelse. Når vi offentliggør Kirkbis årsrapport for 2021 i foråret 2022, vil den bogførte regnskabsmæssige værdi fremgå,« lyder kommentaren fra Kirkbi.
I regnskabet for 2020 opgjorde Kirkbi Legos værdi til omkring 16,5 mia. kr.


