Fortsæt til indhold

Coronakrise indbringer milliarder til familiedynasti

Den sønderjyske koncern Abena, der er ejet af Terp-Nielsen-familien, har netop præsenteret sit bedste regnskab til dato - og milliarderne er væltet ind under coronakrisen.

Preben Terp-Nielsen har siddet i direktørstolen hos Abena siden 2001. Arkivfoto.
Erhverv

Da coronakrisen brød ud oplevede medico-virksomheden Abena et boom i ordrer som aldrig set før. Og det kan nu ses i Abenas seneste regnskab, hvor milliarderne har regnet ind over den sønderjyske virksomhed.

I regnskabsåret 2020/2021 har virksomheden ikke blot sat rekord med en omsætning på knap 6,5 mia. kr., men også på bundlinjen, hvor årets resultat har ramt 726 mio. kr.

Det er en stigning på mere end 500 pct. fra året før, hvor overskuddet hed 113 mio. kr.

Hermed melder Abena, der er »yderst tilfreds« med udviklingen, sig altså ind i gruppen af virksomheder, der har tjent styrtende på udbruddet af coronapandemien i slutningen af 2019.

Vi havde pludselig nogen, der ville købe 1 mio. masker og bare bestilte det online.
Preben Terp-Nielsen, adm. direktør i Abena.

»Det (coronakrisen, red.) har medført en øget efterspørgsel på koncernens produkter specielt indenfor værnemidler,« skriver ledelsen i regnskabet

Abena tjener penge på at producere og sælge produkter som masker, handsker og disinfektion bl.a. til sundhedssektoren, men også diverse hygiejneartikler som f.eks. bleer.

Allerede i foråret 2020 opfordrede koncernens adm. direktør Preben Terp-Nielsen på det kraftigste til, at både virksomheder og privatpersoner stoppede hamstringen af bl.a. hygiejneartikler, fordi man ganske enkelt ikke kunne følge med.

»Vi havde pludselig nogen, der ville købe 1 mio. masker og bare bestilte det online,« fortalte han dengang til Finans.

Det betød også, at koncernen for en periode så sig nødsaget til at hæve priserne på udvalgte produkter for at bremse hamstringen blandt privatpersoner. Ifølge Abena selv gjaldt prisstigningen ikke koncernens kunder i sundhedssektoren.

Koncernen forventer imidlertid ikke, at den massive vækst fortsætter som pandemien stilner af.

I regnskabet skriver ledelsen, at man anser en stor del af aktivitetsstigningen som værende midlertidig og at man »forventer en normalisering af markedet indenfor 1-2 år.«

Abena-koncerne blev etableret i 1953 af Jens Terp-Nielsen. I dag er det hans søn, Preben Terp-Nielsen, der sidder på posten som adm. direktør og ligeledes er hovedaktionær i virksomheden.

I 2018 gennemførte Abena et generationsskifte, der bragte tredje generation af Terp-Nielsen-familien ind i virksomheden.

Artiklens emner
Abena