Erhverv
BREAKING

Anders Holch Povlsen uddeler 300 mio. kr. til ansatte

Ejer og direktør Anders Holch Povlsen har besluttet, at alle medarbejdere i Bestseller skal have en ekstra månedsløn.

Anders Holch Povlsen, ejer af og adm. direktør i Bestseller. Foto: Jens Dresling

Ansatte hos Bestseller kan godt begynde at glæde sig til lønsedlen i november.

Alle ansatte i koncernen belønnes nemlig med en ekstra månedsløn. Det sker som en anerkendelse af den store holdindsats, som medarbejderne har lagt i at få virksomheden godt igennem en udfordrende periode og et bemærkelsesværdigt år.

Det meddeler Anders Holch Povlse i en pressemeddelelse fra Bestseller.

»Vi har unægtelig været igennem nogle udfordrende måneder, men vi kan se, vi har kæmpet os stærkt tilbage. Det har alle en kæmpestor andel i, og det vil vi gerne anerkende. Og gøre det med en markant belønning. Vi er i den grad taknemmelige for, at vi står, hvor vi står nu,« siger Anders Holch Povlsen, ejer af og direktør i Bestseller i pressemeddelelsen og tilføjer:

»Det har været en fælles indsats, hvor alle har medvirket til at gøre en forskel i det seneste år. Derfor får alle kolleger en anerkendelse – uanset om man er designer, butiksansat, IT-ekspert eller arbejder med logistik. Alle har del i det, vi har leveret i en helt ekstraordinær periode, og det vil vi gerne hylde.«

I alt uddeler Bestseller godt 300 mio. kroner til de ansatte i forbindelse med den ekstraordinære bonus. I alt får 17.000 medarbejdere den ekstraordinære anerkendelse. Den særlige bonus svarer som sagt til en ekstra månedsløn for den ansatte, og der udbetales bonus i samtlige lande, som Bestseller har ansatte i.

Anders Holch Povlsen har ifølge Bloomberg en estimeret formue på 12,4 mia. dollars, svarende til knap 78 mia. kr. Det gør ham til verdens 178. rigeste person.

Læs også