Dansk ingredienskæmpe får milliardsmæk på børsen
Ingredienskoncernen Chr. Hansen er i dag endt som agterlanterne i det toneangivende C25-indeks. Udsigterne for indtjeningen har skuffet markedet, som sender aktien ned med over 6 pct.
Aktiemarkedet reagerede med en syngende lussing, da ingredienskoncernen Chr. Hansen i dag fremlagde årsregnskab og forventninger til de kommende års indtjening.
Aktiekursen lå indledningsvist kun til et mindre fald, men nedturen accelererede i løbet af formiddagen, da aktionærer og analytikere fik nærlæst tallene og lyttet til ledelsens præsentation.


