Erhverv

1000 er allerede opløst: 9.000 virksomheder kan ryge efter fredag

Efter fredag kan 9.000 iværksætterselskaber blive tvangsopløst, hvis ikke de når at søge om en erklæring fra Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen håber, at alle de 9.000 iværksættervirksomheder, der står til tvangsopløsning når at agere fredag. Arkivfoto.

Få timer inden alle iværksætterselskaber i Danmark enten skal være opløst eller omdannet til en anden selskabsform har Skattestyrelsen kun modtaget knap 1000 erklæringer om gældfrihed og efterfølgende frivillig opløsning.

Det er en overraskende lille del af de i alt 10.000 virksomheder, som fredag d. 15. oktober ellers bliver tvangsopløst, lyder det fra Skattestyrelsen.

Men man håber stadig, at de resterende 9.000 IVS’er når at agere inden deadline.

»Hvis ikke de gør, så risikerer de jo tvangsopløsning,« siger Kenneth Joensen, der er selskabsskattedirektør i Skattestyrelsen.

Han fortæller, at styrelsen har haft travlt i løbet af den sidste uge som det er gået op for virksomhederne, at der snart er behov for handling, hvis ikke de skal lukke.

»Det er vi glade for. Men det er i sidste øjeblik. Nu er det i om ikke 11. så måske 12. time. Og det er det signal, vi gerne vil sende,« understreger han.

Det vigtigste er nemlig, at virksomhederne får sat gang i processen inden dagen er omme.

Årsagen til, at de mange selskaber skal omdannes, er en ændring, som folketinget lavede tilbage i 2019. Indtil da eksisterede den såkaldte IVS-ordning, hvor iværksættere kunne oprette et iværksætterselskab med 1 kr. i selskabskapital.

Ordningen blev sidenhen beskyldt for at gøre det nemmere for folk at drive moms- og skattesvindel og blev derfor afskaffet af et flertal i folketinget i 2019.

Og nu skal op mod 10.000 virksomheder enten lade sig omdanne til en ApS-virksomhed eller ansøge om en såkaldt §216-erklæring ved Skattestyrelsen, som betyder, at styrelsen erklærer virksomheden gældfri.

Efterfølgende kan den pågældende virksomhed så frivilligt søge om opløsning hos Erhvervsstyrelsen.

Det er denne erklæring, som kun 1000 iværksætterselskaber i løbet af den seneste uge har anmodet om, og ifølge Kenneth Joensen har man endnu ikke tal på, hvor mange der vil omdanne sig til en ApS-virksomhed.

»Der er en del, der allerede er blevet omdannet, men vi har ikke aktuelle tal på, hvor mange. Det vi gør nu, det er at hejse et flag og sige: så er det nu, venner,« siger han.

Læs også