Fortsæt til indhold

Musks formue er større end bnp i lande som Portugal og New Zealand

Tesla-topchefen er med afstand verdens rigeste person i øjeblikket.

Erhverv

I øjeblikket er der Elon Musk og alle andre, når man ser på listen over verdens rigeste personer.

Tesla-topchefens formue er mandag opgjort til svimlende 252 mia. dollars af Bloomberg, hvilket er rekord for Musk.

Næstøverst på listen over verdens rigeste er Amazon-stifter Jeff Bezos med en estimeret papirværdi på 193 mia. dollars, mens Bill Gates og Mark Zuckerberg tilsammen har en formue på 255 mia. dollars. Altså næsten det samme som Musk har ene mand.

Her er verdens 10 rigeste:

NavnFormue i mia. dollars
Elon Musk252
Jeff Bezos193
Bernard Arnault166
Bill Gates134
Larry Page123
Mark Zuckerberg121
Sergey Brin119
Larry Elison114
Steve Ballmer111
Warren Buffett105

Kilde: Opgørelse den 25. oktober over verdens rigeste hos Bloomberg

For at sætte perspektiv på størrelsen af Elon Musks formue har udviklede lande som Portugal, Tjekkiet og New Zealand et bnp, der er under de 252 mia. dollars, som Musk i øjeblikket er værd.

Da Elon Musk på Twitter i sidste uge blev konfronteret med nyheden om, at han er stukket af fra resten af verdenseliten på rigdom, skrev han på den sociale platform, at »forhåbentligt er det nok til at forlænge livet til Mars«.

Musk har nemlig en drøm om at kolonisere Mars med sin rumvirksomhed SpaceX, som for nylig fik en værdiansættelse, der fik Musks papirværdi til at skyde gevaldigt op.

Det er dog ikke kun SpaceX, der er årsagen til, at Musks formue i år hidtil er steget med 82,7 mia. dollars.

Elbilproducenten Tesla, som er det største aktiv hos Musk, er steget med 29 pct. i værdi på fondsbørsen i New York i 2021. Alene de seneste tre måneder er aktiestigningen på 41 pct.

Selv om bilfabrikanter verden over er hæmmet af blandt andet mangel på mikrochips, kunne Tesla for nylig melde om en rekordhøj omsætning for et tredje kvartal.

Det amerikanske selskab havde i kvartalet indtægter på 13,76 mia. dollars - markant mere end omsætningen i samme kvartal året før.

»Investorerne reagerede lidt forsigtig umiddelbart, men efterfølgende lod de sig imponere af en stigende bruttomargin og ikke mindst at, at Tesla ser ud til at klare chipmanglen langt bedre end hovedparten af konkurrenterne,« skriver Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, i en kommentar.

Artiklens emner
Jeff Bezos
Mark Zuckerberg