Squid Game-valuta eksploderer i værdi
En helt ny kryptovaluta er kraftigt inspireret af den populære Netflix-serie "Squid Game".
Netflix fandt et guldæg i den sydkoreanske serie ”Squid Game”, der har trukket millioner af seere verden over ind foran skærmen for at følge med. Faktisk er serien blevet så populær, at nogle sågar har skabt en kryptovaluta dedikeret til eller i hvert fald kraftigt inspireret af selvsamme serie - en såkaldt squid game-kryptovaluta.
Og det er ikke småsummer, der allerede er sat i valutaen.
Tirsdag var prisen på en enkelt enhed af denne squid game-valuta på et godt stykke under en halv krone, mens det i dag lørdag koster i omegnen af 90 kr. at erhverve sig én af slagsen. På blot få dage er kryptovalutaen altså steget med mange tusinde pct., og den samlede markedsværdi i Squid game-valutaen er ifølge Coinmarkedcap oppe på i omegnen af 10 mia. dollars - altså over 64 mia. danske kr.
Ifølge BBC er idéen med Squid Game-valutaen, at man køber den for at kunne deltage i spil om at vinde endnu flere, som så kan veksles til andre former for valuta. Mediet skriver, at et særligt spil vil starter i november, hvor den særlige form for valuta skal bruges for at deltage.
Både BBC og Coinmarketcap advarer dog mod, at der har været meldinger om manglende muligheder for at komme af med denne valuta, når man først har købt den - altså at indehavere simpelthen har haft vanskeligheder ved at sælge.
Coinmarketcap opfordrer direkte til, at man er meget forsigtig og tænker sig grundigt om, før man vælger at veksle sine mere traditionelle valuta til den nye Squid game-valuta.

