Fortsæt til indhold

Sillicon Valley-milliardær betaler kæmpesum for Californiens dyreste hus

Han slår Amazon-stifteren Jeff Bezos´ rekord for det dyreste hus i staten Californien.

Det er ikke småsummer, de amerikanske milliardærer smider efter tag over hovedet. Foto: REUTERS/Marcelo Del Pozo/File Photo
Erhverv

Tidligere på ugen kom det frem, at Nordjyllands med al sandsynlighed dyreste bolighandel nogensinde var fundet sted, men det er alligevel nok peanuts ved siden af en handel, der netop er klaret ovre på den anden side af Atlanten.

Med en rekordsum på hele 177 mio. dollars - altså ca. 1,14 mia. danske kr. - har den amerikanske iværksætter og investor Marc Andreessen nemlig erhvervet sig, hvad der beskrives som det dyreste hus nogensinde i den amerikanske stat Californien.

Det skriver Wall Street Journal.

Samtidigt fortæller mediet, at det menes at være det næstdyreste hus, der nogensinde er solgt i USA - kun overgået af en bolig fra New York, der blev købt af milliardæren Ken Griffin for den nette sum af 238 mio. dollars i 2019.

Marc Andreessens kostbare nyerhvervelse er ifølge Los Angeles Times beliggende på en grund på intet mindre end syv hektar land, og der er bl.a. op til flere gæstehuse, vagthuse og en swimmingpool, skriver mediet.

Den forhenværende rekord for det dyreste hus i Californien var placeret hos Amazon-milliardæren Jeff Bezos, der af flere omgange har været betegnet som verdens rigeste mand. Han erhvervede sig en ejendom i Beverly Hills for den nette rekordsum af 165 mio. dollars eller lidt over én mia. kr. i 2020.

Indehaveren af det nu dyreste hus i Californien og næstdyreste hus i USA, Marc Andreessen, er iværksætter og har ifølge Forbes tjent store summer i Sillicon Valley, hvor især investeringer i techvirksomheder har været profitable for den 50-årige amerikaner. Ifølge mediet er han god for omkring 1,6 mia. dollars, hvilket svarer til små 10 mia. danske kr.

Artiklens emner
Marc Andreessen
Jeff Bezos