Fortsæt til indhold

Danske iværksættere hentede millioner i amerikansk version af "Løvens Hule"

Den ene havde erfaring i softwareudvikling, den anden i branding, og den tredje var professionel svømmer. Nu har de stor succes med at sælge helt særligt svømmebriller fra et hovedsæde i USA.

Danskudviklede svømmebriller hitter i USA. Nu har de tre danske stiftere fået millioninvestering på amerikansk TV. Foto: TheMagic5
Erhverv

Har du nogensinde hørt om det danskstiftede svømmebrillefirma TheMagic5? Måske - måske ikke. Men det er der i hvert fald mange amerikanere, der har.

For firmaet, der i sin tid blev stiftet af de tre danske iværksættere Rasmus Barfred, Bo Haaber og Niklas Hedegaard, og som fortsat ledes af de tre, har netop været med i den amerikanske version af det, vi i Danmark kender som ”Løvens Hule”, men som i USA går under navnet ”Shark Tank”. Altså et koncept, hvor iværksættere på tv kan komme ind og præsentere deres virksomhed i håb om at opnå en investering fra en af de fem ”løver” eller ”hajer”.

Det gik godt for TheMagic5, da de tre entrede amerikansk fjernsyn. Ifølge mediet heavy.com løb de med en samlet investering på 1 mio. dollars for 6,5 pct. af virksomheden. En investering, der blev fordelt mellem ”hajerne” Mark Cuban og Robert Herjavec.

»Vi accepterede tilbuddet med det samme, da det var indenfor vores grænser for, hvad vi havde diskuteret, inden vi gik ind i ”Shark Tank”,« sagde Rasmus Barfoed ifølge mediet om investeringen, der svarer til knap 6,5 mio. danske kr.

Konceptet er specialtilrettede svømmebriller, der laves ud fra en scannung af ansigtet på den, der er tiltænkt at bære dem. Foto: TheMagic5

De tre danske iværksættere lagde den spæde start til TheMagic5 i 2016. Bo Haaber havde erfaring indenfor softwareudvikling, Rasmus Barfred indenfor marketing og branding, og Niklas Hedegaard var professionel svømmer og bl.a. repræsenteret på det danske landshold. Sammen udviklede de idéen om at gøre op med en irritation over, at særligt svømmebriller aldrig var helt perfekte.

Som løsning har de udviklet et koncept, hvor ansigtet scannes, så det enkelte sæt svømmebriller passer perfekt til ansigtet.

Firmaet flyttede ifølge dets egen hjemmeside i 2018 basen til amerikanske Charlotte, North Carolina, hvor det fortsat har base. Blot et halvt år senere havde firmaet klaret 2.000 ordrer til mere end 50 lande.

I samme år modtog stifterne bl.a. en pris for at have en af de mest innovative løsninger for sportstøj, før de i 2019 fik brillerne godkendt, så de kunne bruges til bl.a. de olympiske lege. Tre atleter bar dem således under Tokyo 2020.

I forvejen har TheMagic5 investorer i kraft af triatleten Jan Frodeno og den fire gange olympiske guldvinder i svømning Matt Grevers. Bo Haaber har rollen som adm. direktør i firmaet, mens Rasmus Barfred og Niklas Hedegaard er marketingsansvarlige.

Artiklens emner
Iværksætteri
TheMagic5