Erhverv

Fitnessmilliardær trækker sig fra direktørposten

Den mangeårige direktør i kæden Wash World, Henrik Rossing, træder tilbage og overlader den daglige drift af kæden til ny profil.

Henrik Rossing blev stenrig på at stifte og sidenhen sælge den succesfulde fitnesskæde Fitness World. Foto: Thomas Borberg. Foto: Thomas Borberg

Efter næsten 10 år som adm. direktør i kæden Wash World har Fitness World-stifter Henrik Rossing besluttet sig for at give stafetten videre.

Overdragelsen af direktørposten sker som et led i bilvaskkædens fremtidige vækstplaner.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Henrik Rossing stiftede kæden Fitness World, som han i 2015 blev milliardær på at sælge til den norske kapitalfond FSN Capital. Efterfølgende har han fokuseret udelukkende på den daglige drift af bilvaskkæden Wash World, som han nu trækker sig fra.

Den nye adm. direktør bliver 46-årige Martin Olesen, der siden september 2020 har været driftsdirektør i kæden, og målet er at han skal være med til at skubbe virksomhedens internationale vækst.

»Martins kombinerede erfaring fra både en stor organisation som Carlsberg og med sit eget bureau giver ham et rigtig stærkt fundament for at skalere vores forretning uden at miste det drive og den innovationslyst, der har skabt virksomheden. Vi har nogle meget ambitiøse internationale vækstplaner, hvor vi ønsker at skabe os en signifikant position i Norden. Her kommer Martins internationale erfaring i høj grad til sin ret,« siger Henrik Rossing i meddelelsen.

Selv fortsætter Henrik Rossing som bestyrelsesformand.

Wash World, der blev stiftet i 2012, er ejet af Henrik Rossing og hans hustru gennem parrets private holdingselskab, Bensimon Rossing.

Aktuelt har kæden mere end 130 vaskehaller rundt om i Norden og planen er, at der over de kommende 6-7 år skal investeres mere end 1 mia. kr. i åbningen af i alt 350 nye vaskehaller i Danmark, Norge og Sverige.

»Det forpligter at overtage den daglige ledelse af en virksomhed, der har haft så voldsom vækst, og som med rekordfart har ændret vilkårene i branchen. Planen er ikke at ændre retning, men derimod at sikre, at vi kan blive ved med at bevæge os lige så hurtigt fremad som hidtil,« forklarer Martin Olesen.

Wash World har siden 2016 haft pæn fremgang på bundlinjen. Seneste kunne kæden bryste sig af et rekordoverskud på 13 mio. kr.

Læs også
Top job