Erhverv

Skruer op for ekspansionen: Designkæden Bolia tjener rekordmange millioner

Designkæde Bolia, som har Jysk-familien i ryggen, sprænger i et nyt regnskab rammerne. Fremadrettet vil selskabet åbne 1-2 butikker om måneden.

Bolia vil fremadrette åbne 1-2 butikker om måneden. PR-foto.

Den danske designkæde Bolia, som har Jysk-familien i ryggen, vil sætte skub i væksten med nye butikker, webshops og globale partnerskaber.

Meldingen kommer i forbindelse med Bolias årsregnskab, der endnu en gang har sprængt rammer for både omsætning og indtjening. Selskabet har i det skæve regnskabsår 2020/2021 omsat for 1,2 mia. kr. mod 1 mia. kr. samme periode året forinden. Driftsresultatet er forbedret med 20 pct. og lander på 96,6 mio. kr.

»Vores mål har været at udvikle færre, men langt bedre designs, ved at skifte det kreative fokus fra omskiftelige trends og hastige kollektionslanceringer til et mere tidløst formsprog, langtidsholdbar kvalitet samt mere bæredygtige løsninger og materialer,« udtaler Lars Lyse Hansen, adm. direktør i en pressemeddelelse.

Ifølge direktøren har strategien været så populær, at Bolia nu skruer op for ekspansionen.

Konkret betyder det, at designkæden fremover vil åbne 1-2 butikker hver måned, samtidig med at kæden også vil åbne nye webshops, og etablere nye globale samarbejder og øge salget til det professionelle marked.

Tidligere i år sendte Bolia en kontant bonus på samlet 9,3 mio. kr. til sine knap 500 medarbejderem hvilket i gennemsnit svarer til 19.000 kr. per medarbejder. Det skete som en tak for de rekordresultater, som selskabet i 2019/2020 ligeledes leverede. Selskabet har endnu ikke oplyst, om det seneste rekordregnskab også kommer medarbejderne i Bolia til gode.

Designkæden har på nuværende tidspunkt 72 butikker i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Belgien, Holland, Schweiz, Østrig, Luxembourg og Frankrig. Derudover har kæden webshops i mere end 30 land.

Bolia har hovedsæde i Aarhus.

Læs også
Top job