Serier

Aftale på plads: Nu får virksomheder mulighed for at kræve coronapas af medarbejdere

En trepartsaftale skal give virksomheder mulighed for at kræve at se et gyldigt coronapas af medarbejderne.

Corona rammer verden
Ansatte kan blive pålagt at fortælle arbejdejsgiveren om resultatet af en coronatest. Foto: Carsten Snejbjerg

Et gyldigt coronapas kan snart finde vej ind på det danske arbejdsmarked igen. Efter at regeringen og arbejdsmarkedets parter er blevet enige om en trepartsaftale er vejen nemlig næsten banet for, at landets virksomheder kan kræve et gyldigt coronapas af de ansatte.

»Jeg er rigtig glad for, at vi på kort tid har lavet en aftale, som kan give større tryghed på arbejdspladserne og hjælpe med til, at Danmark forhåbentlig kommer gennem vinteren så godt som muligt. Vi skal fortsat passe godt på hinanden, og jeg vil opfordre folk til at lade sig vaccinere. Jeg vil gerne takke FH og DA for et konstruktivt kort forløb og løfte ansvaret, som så mange gange før under pandemien,« udtaler Mattias Tesfaye, der er fungerende beskæftigelses- og ligestillingsminister, i en pressemeddelelse.

Det var de stigende smittetal, der onsdag fik regeringen til at indkalde Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening til forhandlinger.

Forhandlingerne fandt sted i dag, fredag, og her drøftede parterne muligheden for, at landets arbejdsgivere igen kan pålægge coronakrav. I slutningen af 2020 blev der gennemført en hastelov, som hav arbejdsgiverne ret til at pålægge de ansatte at blive testet for covid-19 og samtidig oplyse arbejdsgiveren om resultatet af testen. 

Trepartsaftalen gælder i denne omgang en måned - det er den samme tidshorisont som corona i øjeblikket er blevet klassificeret som samfundskritisk sygdom. Aftalen mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter er endnu ikke gældende på arbejdsmarkedet. Det kræver, at aftalen skal omsættes til lovgivning, og parterne anbefaler, at Folketinget hastebehandler et lovforslag på området.

Læs også
Top job