Erhverv

Burgerkæde med topchef og musiker i ejerkredsen går konkurs

Den københavnske burgerrestaurant Sliders, som har Power-topchef og hans søn i ejerkredsen, er gået konkurs.

Power-topchef Jesper Boysen er en del af konkursramte Sliders ejerkreds. Foto: Jonas Olufson

Burgerrestauranten Sliders, som sælger burgere fra to adresser i København, er gået konkurs på bagkant af coronapandemien.

Sliders har Power-topchef Jesper Boysen, hans søn Christian Boysen, som er Sliders direktør, restauratøren Ludvig Abildtrup samt Magnus Larsson, tidligere bassist i Lukas Graham, i ejerkredsen.

Det skriver Børsen, som har talt med konkursboets kurator Preben Jakobsen, der er partner i Gorrissen Federspiel.

Han fortæller, at han forventer et salg af restaurantvirksomheden inden for kort tid.

»Vi har lavet en købsopfordring til forskellige aktører i markedet. Vi afventer lige nu, at der kommer nogle tilbud. Vi vil helst forsøge en samlet virksomhedsoverdragelse, hvor flest mulige medarbejdere går med, ligesom et sådant salg typisk indbringer den højeste salgspris,« siger Preben Jakobsen til Børsen.

Begge restauranter holder fortsat åbne, indtil salgsprocessen er afsluttet, oplyser han.

Sliders, som i cvr-registret har skiftet navn til Restaurationsselskabet af 04.11.2021, kom ud af 2019 med et overskud på 141.841 kr.

Allerede i 2019-regnskabet gjorde selskabet opmærksom på, at driften og likviditeten har været under pres efter coronapandemien brød ud.

I 2020 var de sorte tal på bundlinjen røde med et minus på 874.412 kr.

Sliders-restauranterne blev etableret i 2014, og ud over at servere mad på de to adresser København, sælger restaurantvirksomheden også takeaway og tilbyder catering til små eller større begivenheder.

Læs også
Top job