Serier

Igen en samfundskritisk sygdom: Kim Fournais kalder corona en »emotionel massepsykose«

Kim Fournais har gennem hele coronakrisen savnet proportioner i debatten og håndteringen af pandemien. Nu ser han med frygt på, at covid-19 igen er vurderet som samfundskritisk.

Corona rammer verden
Kim Fournais, medstifter af og topchef i Saxo Bank, har svært ved at forstå, at covid-19 igen er blevet en samfundskritisk sygdom. Foto: Stine Bidstrup

Kim Fournais, én af landets rigeste personer og manden bag Saxo Bank, ser med skepsis på, at covid-19 igen er blevet en samfundskritisk sygdom i foreløbigt én måned frem.

Statussen som samfundskritisk giver nemlig politikerne mulighed for at indføre en lang række restriktioner som forsamlingsforbud, nedlukninger og krav om mundbind.

Det vil ifølge Kim Fournais være et voldsomt tilbageskridt med genindførelsen af restriktioner i en situation, hvor 86 pct. af de inviterede danskere har taget imod den tilbudte coronavaccine.

»Det ville være fuldstændig hjernelamt at lave nedlukninger igen. Den her sygdom (covid-19, red.) kommer ikke til at gå væk. Corona er en sygdom, vi skal lære at leve med. Det skal vi italesætte i stedet. Vi er nødt til se på alle de andre følgevirkninger af restriktionerne, såsom psykisk sygdom, depressioner og mange sygdomme, der pludselig ikke længere bliver prioriteret,« siger han.

Coronatal
  • 430.891 har været konstateret smittet med coronavirus
  • Der har i alt været 19.205 indlæggelser med corona på danske sygehuse
  • 1.866 har været indlagt på intensiv
  • Af de 1.866 intensive indlæggelser, havde 1.290 patienter (69 pct.) en komorbiditet*
  • 83 pct. af de intensive indlæggelser er fra personer over 50 år
  • 2.786 dødsfald registreret indenfor 30 dage efter påvist covid-19-infektion

*Komorbiditet er defineret som indlæggelse indenfor de sidste fem år med bl.a. følgende diagnoser diabetes, cancer, kronisk lungesygdom, hjerte-kar-sygdomme og hæmatologisk sygdom

Kilde: Tal opgjort den 16. november af Sundhedsstyrelsen

Kim Fournais savner proportioner i mediernes dækning og i debatten af coronakrisen, herunder hvem og hvor mange der er indlagt. Han mener, at politikere har udnyttet krisen til at piske en stemning op. Det har udviklet sig til en »emotionel massepsykose«, som Saxo Bank-direktøren formulerer det.

»Der er mange sygdomme i den her verden, og folk dør desværre af mange årsager. Vi lægger et voldsomt pres på hele landet ved at bruge så uforholdsmæssigt mange ressourcer på én sygdom,« siger han og henviser eksempelvis til, at KOL-patienter hvert år er årsag til over 10.000 indlæggelser og tusinder af dødsfald.

I disse dage er smittetallene de værste siden december 2020. Men antallet af indlagte med corona er nu markant under, hvad det var den seneste gang, at smittetallene lå så højt som nu.

Sundhedsstyrelsen har dog for nylig i et notat slået fast, at kapaciteten på sygehusene kan blive udfordret denne vinter som følge af covid-19 og andre infektionssygdomme.

Sundhedsstyrelsen er bekymret og vurderer, at »at der er overhængende risiko for, at sygehusvæsenet i Danmark fra december og frem vil blive kritisk udfordret« med konsekvenser for folkesundheden.

Kim Fournais, Sundhedsstyrelsen advarer om, at håndteringen af akutte patienter kan blive påvirket uden smitteforebyggende tiltag. Du vil vel også gerne have hjælp på sygehuset, hvis du nu får blindtarmsbetændelse?

»Ja, naturligvis vil jeg gerne have hjælp ligesom alle andre danskere. Men hvorfor kigger vi ikke på, hvad vi kan gøre for at øge kapaciteten på sygehusene, hvis det rent faktisk bliver aktuelt? Måske kan man gøre brug af private aktører, som vi har gjort med test. Man må prøve at kigge innovativt på, hvordan man kan øge antallet af sengepladser, hvis det bliver nødvendigt, for vi kan ikke blive ved med at have restriktioner hver vinter,« siger han.

I øjeblikket er en hastelov ved at blive behandlet, så arbejdsgivere kan kræve coronapas af de ansatte, hvis de skal møde ind på arbejde.

»Det er et helt fint tiltag med coronapasset, og det vil vi i Saxo Bank gerne gøre brug af. Men vi kommer ikke til at kræve vaccine af nogen. Det er folks eget valg, og det har jeg det glimrende med, hvis bare de tager taget valget på et oplyst grundlag. De uvaccinerede skal vide, at de tager en større risiko ved at fravælge vaccinen,« siger Kim Fournais, som i 2020 selv havde coronavirussen, som gav ham ondt i hele kroppen.

De økonomiske perspektiver af coronakrisen bekymrer også Kim Fournais.

»Vi er i gang med det største monetære eksperiment i verdenshistorien med de negative renter og centralbankerne, som har pumpet enorme mængder penge ud i økonomien. Det har ført til øget ulighed, og at nogen personer virkelig er blevet efterladt på perronen, hvis ikke de har aktier eller bolig,« siger han.

Saxo Bank, hvor Kim Fournais er topchef, stifter og medejer, har i løbet af coronakrisen sat rekord, både hvad angår antallet af kunder og overskuddets størrelse.

Ligeledes er Kim Fournais' egen formue øget fra 2,9 mia. til 3,1 mia. kr. på den årlige liste over landets rigeste, som Økonomisk Ugebrev for nylig offentliggjorde.

Lige nu er 369 indlagt på de danske sygehuse med corona. Statens Serum Institut kunne onsdag fortælle, at 83 pct. af de indlagte med covid-19 fra  1. juni 2020 til 31. oktober i år var indlagt, fordi de var syge på grund af coronavirus.

13,9 pct. af patienterne var indlagt og havde corona, men havde ikke symptomer eller sygdom foreneligt med covid-19. De kunne eksempelvis være indlagt på grund af fraktur, graviditet eller hjernerystelser, lød det fra SSI.

Læs også