Erhverv

Viktor Axelsen skal hjælpe Lakrids by Bülow frem i Kina

Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen skal fortælle om dansk lakrids til sine kinesiske fans. Det skal hjælpe lakridsproducenten Lakrids by Bülow ind på det nye marked.

Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen vandt guld ved OL i sommeren 2021. I dag bor og træner han i Dubai, og nu skal han være ambassadør for Lakrids by Bülow.
Foto: Rasmus Flindt Pedersen

I Danmark er vi glade for lakrids, men mange andre steder i verden er det sorte slik hverken kendt eller elsket. Det vil den danske virksomhed Lakrids by Bülow lave om på, og her skal OL-guldvinderen Viktor Axelsen hjælpe.

På badmintonstjernens Instagram-profil kan man se ham i en hvid trøje med lakridsproducentens navn skrevet henover brystet. Det er en del af en ny ambassadør-aftale mellem Viktor Axelsen og Lakrids by Bülow. Derudover skal han fortælle om det danske brand til sine fans på de sociale medier - herunder flere kinesiske sociale medier.

Det er nemlig især på det kinesiske marked, at de små lakridskugler skal gøre sit indtog. Her er der øjensynligt et stort potentiale, fortæller Fredrik R. Nilsson, der er adm. direktør i Lakrids by Bülow. Det stod klart, da 40 pct. af kunderne i Bülow-butikken i Dubai viste sig at være kinesiske.

»Det, synes vi, var meget spændende og måske også en smule skræmmende, fordi det er langt væk. Vi viste ikke helt, hvordan vi skulle gribe den her åbenlyse mulighed an, men efterhånden er det blevet mere og mere åbenlyst, at en digital strategi ville være helt rigtig,« siger Fredrik R. Nilsson.

Foreløbigt skal der ikke være nogle Bülow-butikker på kinesisk jord, men fra midten af december kan de chokoladeovertrukne lakridskugler købes på online-handelen Tmall, der hører under Alibaba. Her skal det testes, om efterspørgslen er stor nok til at åbne en fysisk butik på et tidspunkt.

I jagten på de kinesiske forbrugere skal Viktor Axelsen spille en nøglerolle. Han taler mandarin, og det giver ham en helt særlig adgang til netop den målgruppe. Og så passer han, ifølge den adm. direktør, godt til Bülow-brandet.

»Viktor fremstår som den åbenlyse kandidat. Han er ung, ydmyg og har god smag. Og så er han en kæmpe stjerne, der spiller en sport, som mange kinesere går op i,« siger Fredrik R. Nilsson.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Viktor Axelsen inden publicering af denne artikel, men i en pressemeddelelse skriver han:

»Jeg er vild med missionen om at få verden til at elske lakrids – en umulig mission skulle mange mene, men det mente folk også dengang, jeg som dreng havde en drøm om at vinde OL-guld.«

Det er ikke offentligt, hvad badmintonspilleren bliver betalt for at være ambassadør for virksomheden. Men ifølge Fredrik R. Nilsson er det en aftale, hvor betalingen afhænger af, hvor meget Lakrids by Bülow sælger i Kina.

»Jo bedre det går for os økonomisk, jo mere får han ud af det,« siger Fredrik R. Nilsson.

Sidste år tjente Lakrids by Bülow rekordmange millioner med et resultat på knap 20 mio. på bundlinjen.

Af ledelsesberetningen fremgår det, at det samlede salg voksede med 17,5 pct. og at væksten primært var drevet af et stigende online-salg. I regnskabet står desuden, at ledelsen forventer, at resultatet vokser med over 25 pct. i 2021 som følge af stigende eksport. Det er stadig forventningen, og Fredrik R. Nilsson forventer en lignende vækst i 2022.

Læs også
Top job