Erhverv

Svinepest rykker tættere på Danmark

Svinepesten har taget et nyt spring mod vest i Tyskland. Intet synes at kunne standse den frygtede sygdom, der kan true Danmarks milliardeksport af svinekød.

De tyske myndigheder har netop konstateret, at svinepesten har taget endnu et spring mod vest.
Foto: Emil Ryge Christoffersen

Svinepesten spreder sig ubønhørligt vestpå gennem Tyskland og kommer tættere og tættere på grænsen til Danmark.

De tyske myndigheder har i dag offentliggjort fundet af et smittet vildsvin nær byen Marnitz i Landkreis Ludwigslust-Parchim, som er beliggende i den vestlige del af delstaten Mecklenburg-Vorpommern. Det aktuelle fund er omkring 90 km. sydøst for Lübeck og dermed det hidtil vestligste udbrud af sygdommen i Tyskland.

Svinepesten spredte sig 2014 fra Rusland og Hviderusland ind i de baltiske lande og Polen. I første omgang var det primært vildsvin, der blev ramt af sygdommen, men efterhånden trængte smitten også ind på gårdene og spredte sig mod vest og syd.

De seneste år har der været titusindvis af udbrud i bestandende af vildsvin i Østeuropa, og smitten er også konstateret i flere tusinde svinebesætninger. Alle grise i de ramte besætninger bliver omgående aflivet og destrueret.

I september 2020 spredte svinepesten sig fra Polen ind i det østlige Tyskland. Her lykkedes det længe de tyske myndigheder inddæmme smitten i et bælte langs grænsen til Polen. Her blev bestandene af smittede vildsvin indkapslet bag hegn.

Afrikansk svinepest
  • Afrikansk svinepest er en smitsom virussygdom.
  • Svinepest kan ikke smitte mennesker.
  • Sygdommen medfører meget høj dødelighed i de ramte svinebesætninger.
  • Det er endnu ikke muligt at vaccinere mod sygdommen.
  • Virus kan overleve i kødprodukter og dermed spredes med madrester, som ædes af dyr.
  • Virus kan også spredes med gødning på eksempelvis lastbiler eller i forbindelse med handel med grise, der er smittede, men endnu ikke viser tegn på sygdommen.
  • Virus spredes også via vildsvin, som kan smitte hinanden eller blive syge, hvis de æder inficerede madrester.
  • Lande, der rammes af svinepest, afskæres straks fra en række eksportmarkeder.
  • Sygdommen er udbredt i lande som Rusland, Kina, Polen, Slovakiet, Rumænien, Tyskland, Ungarn og de baltiske lande.
  • Der har aldrig været udbrud af afrikansk svinepest i Danmark.

Nu revner forsvarsværkerne tilsyneladende.

15. november blev der konstateret svinepest på en gård nær Rostock og nu - blot 10 dage senere - viser der sig at være svinepest i bestanden af vildsvin endnu længere mod vest.

Et udbrud i Danmark vil resultere i, at de danske slagteriers milliardeksport af svinekød til fjerne markeder som Kina og Japan omgående må indstilles. Det vil medføre store direkte tab og samtidig betyde, at enorme mængder dansk svinekød skal omdirigeres til nærmarkederne i EU, hvor priserne dermed kommer under stort pres. Konsekvensen vil blive enorme tab for de danske svineproducenter.

Svinepest spredes ofte med vildsvin, og de danske myndigheder har forsøgt at forhindre udbrud ved at nedskyde den danske bestand af vildsvin og samtidig opføre et hegn langs grænsen til Tyskland. Der er dog også andre smittekilder - herunder madaffald - så det er vanskeligt at gardere sig fuldstændig mod et udbrud i Danmark.

Opgørelser fra EU-Kommissionen viser, at der i år har været 1.683 udbrud af svinepest på gårde i EU - heraf har tre udbrud været i Tyskland. I samme periode har der været 10.375 udbrud i bestandene af vildsvin. Alene i Tyskland er der i år konstateret 2.117 udbrud i landets store bestande af vildsvin.

Læs også