Serier

Restauratører bekymrede: Corona-pressemøder udløser nye aflysninger

Selvom statsminister Mette Frederiksen ikke til aftenens pressemøde har indikeret nye, hårde restriktioner efter dagens smitterekord, sidder landets restauratører og hotelejere på nåle lige nu.

Corona rammer verden
December er en travl måned for mange restauranter og hoteller med julefrokoster. Arkivfoto: Mads Nissen.

Dagens smitterekord i pandemien og indkaldelse til pressemøde kl. 18 i dag med statsminister Mette Frederiksen vækker bekymring i dele af erhvervslivet.

»For hver gang der er et pressemøde, skaber det bekymring og nye aflysninger. Det er virkelig en svær situation. Hvis man lytter til, hvad der bliver sagt på pressemøderne om corona i denne tid, er der jo ikke lagt op til restriktioner om aflysninger,« siger medlemschef Nadeem Wasi i erhvervsorganisationen Horesta, der organiserer bl.a. hoteller og restauranter.

Pressemødet:
  • Statsministeriet indkalder til pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet i dag onsdag den 1. december kl. 18.00.
  • På pressemødet vil regeringen orientere om en styrkelse af vaccinationsindsatsen samt appellere til, at endnu flere tager imod tilbuddet om revaccination.
  • Herudover vil myndighederne redegøre for seneste status på den nye variant Omikron.
Kilde: Stm.dk

Ifølge Statsministeriet vil Mette Frederiksen på pressemødet senere i dag informere om styrkelse af vaccinationsindsatsen, ligesom myndighederne vil redegøre for seneste status på den nye corona-variant Omikron.

Trods den afdæmpede ordlyd i indkaldelsen vækker alene indkaldelsen - på en dag med ny smitterekord med over 5.000 coronasmittede danskere - bekymrede miner i især restaurationsbranchen.

De seneste uger har en lang række danske virksomheder valgt at aflyse planlagt julefrokoster af frygt for smittefare - trods der ikke er restriktioner eller anbefalinger om noget sådant fra myndighederne.

Det genkendes også på Hotel Koldingfjord.

»Vi oplever, at virksomhederne er utrygge og derfor vælger at aflyse julearrangementer, og det er ærgerligt. Derfor sidder vi lige nu på nåle og venter på, hvad aftenens pressemøde vil føre med sig,« siger adm. direktør Peder J. Madsen, Hotel Koldingfjord.

Han er især bekymret over nye pressemøder, hvor der drypvis kommer nye enkelte restriktioner - senest med krav om brug af coronapas og mundbind i dele af samfundet. Derfor lyder opfordringen til, at regeringen i stedet tager hårdt fat med det samme.

»Det vil være gift for både vores branche, men sikkert også mange virksomheder, hvis vi ender med at skulle lukke ned hen over julen, for så at starte lidt op i januar og pludselig blive ramt af en ny nedlukning. I det lys vil det for mig at se være bedre at tage hårdt fast nu og få smitten bremset i opløbet,« siger Peder J. Madsen og fortsætter:

»Stop and go-politikken gør folk usikre, og betyder for vores branche usikkerhed og afbestillinger. Simpelthen fordi folk vælger den sikre vej, når de er usikre. Og den sikre vej er at aflyse.«

Coronapas:

Her skal der vises coronapas igen (indført fra den 12. november):

  • Nattelivet
  • Indendørs serveringssteder

Herudover skal der tjekkes coronapas til arrangementer og aktivitet med over 200 deltagere indendørs og 2.000 deltagere udendørs. Dette gælder for følgende på erhvervsområdet:

  • Bade- og legelande
  • Forlystelsesparker, spillehaller og kasinoer
  • Konferencer, foredrag, messer og dyrskuer.

Kilde: Erhvervsministeriet

Ud over de gældende restriktioner krav om coronapas og mundbind visse steder er der ikke aktuelt meldinger fra politikere og myndigheder om indførelse af restriktioner i coronakampen, selv om corona igen er kategoriseret som en samfundskritisk sygdom.

Tidligere på året udløste restriktioner nedlukninger og bl.a. tvangslukning af detailbutikker.

Hos Dansk Detail, som organiserer bl.a. mode- og skobutikker, håber direktør Nikolai Klausen, at der fortsat køres uden om nedlukning eller hårde restriktioner i kampen mod den aktuelle smittebølge. Alligevel kan den aktuelle situation også ramme salget i butikkerne.

»Der er afledte effekter, så hvis julefrokoster aflyses, kan det påvirke købet af nyt tøj til begivenheden, eller shoppingturen blive kedeligere uden lyst til et besøg på cafe eller restaurant lige nu,« siger Nikolai Klausen, Dansk Detail.

Læs også
Top job