Fortsæt til indhold

Her er de nominerede til årets Cavling-pris

Dansk Journalistforbund offentliggjorde fredag navnene på årets nominerede til den fineste journalistiske pris i Danmark.

Årets Cavling-pris uddeles den 7. januar 2022 på Nationalmuseet i København. Foto: Andreas Haubjerg
Erhverv

I alt 50 journalistiske projekter igennem det seneste år blev fredag skåret ned til fire, da Dansk Journalistforbund nominerede fire serier til årets Cavling-pris – den fornemste journalistiske pris i Danmark.

De fire nominerede journalistiske projekter handler om henholdsvis børnene i Syrien, minksagen, udnyttelse af landbrugsmedarbejdere og kødædende bakterier.

De nominerede er:

Minksagen

Jacob Friberg fra B.T. afdækkede, hvordan regeringstoppen og ledende embedsmænd agerede i forbindelse med den ulovlige ordre om, at alle mink i Danmark skulle dræbes i efteråret 2020. Jacob Friberg afslørede ved hjælp af aktindsigt i en række fortrolige mails, at Statsministeriet involverede sig i, hvordan Fødevareministeriet skulle håndtere sagen, da det var klart, at regeringens handlinger var ulovlige. Senere i forløbet var det også Jacob Friberg, der kunne afsløre, at statsministeren og ledende embedsmænd notorisk havde slettet sms’er, der kunne være relevante for den igangværende minkkommision, der skal kortlægge forløbet og statsminister Mette Frederiksens ansvar.

Bondefanget i Danmark

Morten Halskov, Susanne Junker og Anders Palm Olesen fra Fagbladet 3F er nomineret for artikelserien ”Bondefanget i Danmark, der dokumenterer omfattende systematisk udnyttelse af udenlandske arbejdere i det danske landbrug.

Afsløringerne omhandler sager, hvor østeuropæiske landbrugsarbejdere hver måned bliver tvunget til at aflevere tusindvis af deres lønkroner tilbage til arbejdsgiverne, og hvordan agenter tager op til 15.000 kr. for at skaffe falske papirer, der gør det muligt for østeuropæere uden landbrugsbaggrund at arbejde i dansk landbrug.

De kødædende bakterier

Jonatan Placing fra DR opruller i dokumentarserien ”De kødædende bakterier” tre sygdomsforløb, der både samlet og hver for sig viser konsekvenserne af sundhedsvæsenets svigt, der i yderste konsekvens bringer patienterne i livsfare.

Vedholdende graverarbejde, der på trods af modstand fra myndighederne, gav adgang til lydfiler fra bl.a. patienters samtaler med sundhedsvæsenet. Han nomineres også for sine interviews med patienterne, der understreger fortællingernes virkelighed.

Mettes uønskede børn

Ekstra Bladets gravergruppe med Nagieb Khaja, Jeppe Findalen, Thomas Foght og Magnus Mio afslørede gennem vedholdende arbejde og fortrolige efterretningsoplysninger regeringens dobbeltspil i sagen om de danske børn i Syrien, hvor magthavere havde tilbageholdt væsentlige informationer om børnene med dansk tilknytning i de kurdisk-kontrollerede IS-fangelejre.

Cavling-prisen uddeles den 7. januar 2022 på Nationalmuseet i København.

Prisen blev oprettet i 1944 og er navngivet efter Journalistforbundets stifter, journalisten og forfatteren Henrik Cavling (1858-1933), der hele sin karriere arbejdede på Politiken som journalist og redaktør.

Vinderen i 2020 var Anders Legarth Schmidt fra Politiken for sin serie om et børne- og ungdomspsykiatrisk center i Glostrup.

Artiklens emner
Dansk Journalistforbund
Fødevareministeriet