Elon Musk giver grønt lys for kryptovaluta til betaling af Tesla-grej
Tesla-stifter og chef Elon Musk kører i højt gear disse dage. Han sælger ud af Tesla-aktier, får global forside-hæder - og blåstempler dogecoin.
Topchefen for Tesla, Elon Musk, løftede tirsdag værdien af kryptovalutaen dogecoin med 20 pct. Det skete efter, at han meldte, at Tesla nu på testvis vil acceptere dogecoin som betaling for køb af Tesla-merchandise – bl.a. modeller af elbilerne, bælter og andet.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at et tweet fra Tesla-stifter Elon Musk om det øger værdien af dogecoin. Tesla-chefen har tidligere omtalt netop den kryptovaluta på Twitter, hvor han betegnede det som ”folkets krypto”.
Nu går han videre og vil tage dogecoin ind som betaling i Tesla-koncernen – dog ifølge Reuters kun køb af merchandise – uden at det specificeres.
Tesla sælger bl.a. bæltespænder og mini-modeller af el-bilerne.
Elon Musk, der mandag af mediet Time Magazine blev kåret som ”Årets Person 2021”, har også i denne uge markeret sig ved at sælge ud af Tesla-aktier.
Flere nyhedsbureauer – bl.a. Bloomberg og Reuters - har meldt, at Musk mandag afhændede 934.091 aktier i Tesla for ca. 6 mia. kr. - 906 mio. dollar.
Tesla-aktien dykkede både mandag og tirsdag. I dag er faldet - aften dansk tid - ca. 3 pct. på børsen i New York for Tesla.
Over de seneste fem uger har Musk solgt Tesla-aktier for 12,7 mia. dollar. Målet er ifølge ham selv at reducere aktiebeholdningen i selskabet med 10 pct. - ifølge Bloomberg er har han solgt 7 pct.