Privatøkonomi

Er steget 175 pct. på én uge: Ny hundemønt skyder til vejrs

Endnu en kryptovaluta med en hund som logo buldrer frem. Valutaen shiba ibu har nu overhalet konkurrenten dogecoin.

Der er en ny førerhund på kryptomarkedet. Foto: Billedet er fra knowyourmeme.com

Dogecoin er ikke længere den mest værdifulde kryptovaluta med en hund som logo.

Tidligere på året steg dogecoin voldsomt, efter at Tesla-direktøren Elon Musk tweetede om den. Men i denne uge er valutaen blevet overhalet af en ny hundemønt.

Ligesom dogecoin har den fremadstormende valuta shiba inu en japansk racehund af samme navn som maskot.

De seneste syv dage er shiba inu ifølge coinmarketcap.com steget 175 pct. og har samtidig overhalet dogecoin i værdi.

Shiba inu har nu en markedsværdi på ca. 43 mia. dollars. Det gør den til den 8. mest værdifulde kryptovaluta. Dogecoin er nummer 10 med en samlet værdi på ca. 40 mia. dollars.

Der kan være flere forklaringer på, hvorfor shiba inu-valutaen pludselig stiger.

For nyligt udsendte Elon Musk et kryptisk tweet, der af nogen brugere blev opfattet som støtte til mønten. Han slog dog hurtigt fast, at han kun ejer valutaerne bitcoin, ethereum og dogecoin, hvilket fik kursen til at falde igen.

I denne uge er der så sket en række store opkøb af valutaen, skriver mediet Coindesk.

CNN påpeger, at prisstigningen desuden falder sammen med en underskriftsindsamling på internettet, som sigter mod at få den populære handelsplatform Robinhood til at gøre det muligt for sine brugere at købe shiba inu.

Shiba inu blev lanceret i august 2020. Dengang lød markedsværdien på kun 1,8 mio. dollars, viser tal fra coinmarketcap.com. Den voldsomme stigning siden da, betyder, at de tidlige investorer har tjent store penge.

Flere brugere på Twitter, herunder mediet Morningbrew.com, har fundet frem til en bruger, som købte shiba ibu for 8.000 dollars i august 2020. Den beholdning var ifølge mediet 5,7 mia. dollars værd onsdag morgen.

Læs også