Kæmpe prishop: Smør stiger til 43.400 kr. pr. ton
Prisen på smør og andre mejerivarer brager i vejret på råvarebørserne. Alligevel bliver landmændene foreløbig ved med at reducere produktionen af mælk.
På tværs af Europas råvarebørser fortsætter priserne på stort set alle typer af mejerivarer med at brage i vejret.
Onsdag steg prisen på smør 3.100 kr. til 43.400 kr. pr. ton på den toneangivende hollandske råvarebørs.
Dermed nærmer prisen på smør sig nu de historiske rekordniveauer, der blev nået i 2017 og 2018, mens prisen på mælkepulver allerede nu tangerer de rekorder, der blev sat i 2013-14.
Priserne drives i vejret af en solid efterspørgsel kombineret med en vigende global produktion af mælk. Faldet i produktionen er accelereret de seneste måneder, så intet tyder på, at priserne har nået toppen endnu.
»I Central- og Nordeuropa har produktionen af mælk de seneste uger været 3-4 pct. lavere end i de tilsvarende uger sidste år. Faldet i produktionen er dermed accelereret, selv om mælkeafregningen til landmændene de seneste måneder er steget markant,« oplyser Thomas Carstensen, direktør for råvarehandel hos Arla Foods.
Arla har for nylig gennemført den største enkeltstående forhøjelse af mælkeafregningen til landmændene i nyere tid. Det kan virke paradoksalt, at landmændene reducerer produktionen af mælk på et tidspunkt, hvor mælkeafregningen stiger hastigt.
Forklaringen er, at den stigende mælkeafregning godt og vel bliver ædt op af stærkt stigende omkostninger ude på gårdene.
»En del landmænd vælger derfor – trods stigende mælkepris – at reducere produktionen ved at spare på kraftfoderet eller reducere antallet af køer i stalden,« forklarer Thomas Carstensen.
Trods de seneste måneders markante forhøjelse af mælkeafregningen til landmændene, er der ikke umiddelbart tegn på, at produktionen vil begynde at vokse.
»Vækst i produktionen har formentlig lange udsigter, fordi stigningerne i mælkeafregningen bliver overhalet af endnu hurtigere stigninger i omkostningerne ude på gårdene. Eksempelvis er prisen på energi, kraftfoder og kunstgødning eksploderet de seneste måneder,« siger Thomas Carstensen.
Temperaturen på råvarebørserne stiger yderligere, fordi logistikudfordringer i de amerikanske havne og mangel på lastbilchauffører begrænser USA’s mulighed for at få mejerivarer ud på verdensmarkedet. Samtidig er de store eksportnationer i Oceanien – New Zealand og Australien –ramt af dårligt vejr, som har medført, at deres produktion af mælk falder og aktuelt ligger omkring 4 pct. under niveauet på samme tid i 2020.
Priserne har nu nået et niveau, hvor nogle af udviklingslandene trækker sig fra markedet, men generelt er efterspørgslen stadig stærk. Kina har således øget importen af mælkepulver fra 60.000 tons om måneden i 2020 til over 100.000 tons i 2021.
»Trods de seneste måneders prisstigninger fortsætter Kina med at importere store mængder fra verdensmarkedet. Det skal ses i lyset af, at Kina mangler mælk, hvilket har fået afregningsprisen til de kinesiske landmænd til at stige til 4,5 kr. pr. liter,« fortæller Thomas Carstensen. Til sammenligning er Arlas afregningspris til landmændene omkring 3 kr. pr. liter.
Det nyeste forbrugerprisindeks fra Danmarks Statistik omfatter november, hvor de stigende råvarepriser på mejerivarer endnu ikke er slået igennem i prisen på smør og ost i danske supermarkeder. Til gengæld har der været markante prisstigninger på frisk mælk.
Supermarkedernes aktuelle slagtilbud på blandt andet smør og fløde er en tilbagevendende begivenhed i ugerne op mod jul og ændrer ikke på den generelle tendens til stigende priser.


