Spider-Man slår forventninger - har solgt for over en milliard på få dage
Den nye film om Spider-Man har fået en forrygende start i særligt USA.
Den nye Spider-Man - ”Spider-Man: No Way Home” - har fart på i USA, hvor den allerede nu er blevet afspillet for et hav af forventningsfulde fans.
Faktisk er det gået så stærkt med at få folk i biografen for af se den rød- og blåklædte actionfigur, at der snakkes om rekorder for antallet af solgte biografbilletter.
Ifølge mediet havde filmen i USA således allerede efter den reelle åbningsdag, fredag, nemlig solgt for hele 121,5 mio. dollars i biografbilletter - altså over 800 mio. kr. Ifølge Box Office, som CNN har tallene fra, er der desuden solgt billetter for 43,6 mio. dollars i andre lande end USA.
Det bringer den samlede, registrerede billetindtægt op på over én mia. kr.
CNN skriver, at det er den næststørste åbningsdag, Box Office nogensinde har målt, og at det er den klart mest succesfulde filmpremiere siden pandemiens start.
For danske fans af Spider-Man, som ikke allerede har nået at se den i biografen, kan der dog gå et stykke tid, før det igen bliver muligt. Fra i dag søndag er biograferne nemlig blevet lukket ned som et led i strategien for at bremse coronasmitten i samfundet.
Det er tredje gang, biograferne må lukke ned under coronapandemien, og indtil videre er det planlagt, at de igen må åbne efter d. 17. januar 2022.


