»En lækkerbisken for aktionærer«: Tre vindertemaer på næste års aktiemarked
Hvor skal investorerne lede efter afkast det kommende år? Saxo Banks aktiestrategichef kommer her med sine tre bud på, hvor man skal rette blikket hen i 2022.
Hvordan vil aktiemarkedet se ud i 2022?
Det er som altid svært at give et bud på, men nu er der hjælp at hente fra en af landets førende aktieeksperter.
Saxo Banks aktiestrategichef, Peter Garnry, giver her sit bud på tre vindertemaer i det kommende aktieår.
Det indbefatter et lovende fremadstormende asiatisk marked, en investeringshungrende råvaresektor - men allerførst en »lækkerbisken« til investorerne.
It-sikkerhed Indien Råvaresektoren
It-sikkerhed
»It-sikkerhed er blevet en topprioritet i ethvert bestyrelseslokale og på direktionsgangene, og det har udviklet sig til en tvingende nødvendighed at investere i. Det her bør være på alle investorers radar.«
Sådan lyder det fra Peter Garnry, der kalder sektoren for it-sikkerhed »en lækkerbisken for aktionærer.«
»It-sikkerhed er ved at udvikle sig til en industri, som formentlig kommer til at vokse 10-15 pct. på toplinjen årligt. Samtidig har det en lav konjunkturfølsomhed, hvilket betyder at aktier inden for it-sikkerhed løfter risikospredningen i porteføljen,« siger han.
Hos Saxobank har man 24 cyber security-aktier, og deres omsætning er i gennemsnit steget med 12 pct. over det seneste år, oplyser han og siger samtidig, at han forventer, at det er en industri, der vil forblive i høj vækst over de næste 10 år.
Peter Garnry spår samtidig, at man vil se en større konsolidering i branchen fremadrettet.
»Formenlig kommer vi til at se en 5-6 spillere på verdensplan, der kommer til at sidde på hoveddelen af markedet, og hvis man som investor kan ramme dem tidligt, er der stort afkast at hente,« siger han.
Det er dog for nuværende svært at spå om, hvilke selskaber der vil vinde den kamp om markedsandele, siger han.
Cyberkriminalitet har for alvor ramt erhvervslivet efter flere hackerangreb på bl.a. Vestas og Volvo i årets sidste måneder. Samtidig ser hele 97 pct. af danske topledere cybertrusler som en forretningsmæssig bekymring i 2021, viser PwC’s CEO Survey 2021.
Indien
»Indien er det nye Kina.«
Indien buldrer frem på flere parametre og er i følge Bloomberg på vej til at blive verdens hurtigstvoksende økonomi. Efter at have været hårdt ramt af delta-varianten under coronapandemien, er Indien igen tilbage til store væksttal. I følge Bloomberg forventer Indien en bnp-vækst for året 2021 på ca. 9 pct.
»Det her er et land, man skal have overvægt i i sin portefølje de næste mange år. Indien har været et af de bedste aktiemarkeder overhovedet de seneste 20 år, og det vil det forsætte med. Indien vil være en investering med en horisont på en 10-20 år,« vurderer Peter Garnry.
Den seneste tids usikkerhed i Kina - som er skabt af bla. det ophobede gældsbjerg i ejendomssektoren og kommuniststyrets nye common prosperity-kampagne - øser blot mere kul på indernes fremadstormende lokomotiv, mener Peter Garnry.
»Kinas svagheder har fået investorerne til at kigge andre steder hen. Mange virksomheder har lært fra pandemien, at man bliver nødt til at diversificere sin produktion over flere lande, så du har en mere robust forsyningskæde. Det betyder, at mange virksomheder vil flytte dele af sin produktion fra Kina til Indien,« siger han.
Han erkender, at Indien er bagefter på f.eks. infrastruktur sammenlignet med Kina, men det vil komme, siger han. Derudover tror han på, at Indien vil kunne stå stærkt som en modpol til Kina i Asien, og det kan flere lande have interesse i.
»Indien vil helt sikker blive styrket gennem investeringer og samarbejdsaftaler med bl.a. USA, Japan og Australien, der alle gerne se en stærk modpol til Kina i den asiatiske region,« siger han.
Derudover bør investorerne kigge mod teknologisektoren i Indien, som i disse år oplever en stor strøm af børsnoteringer, hvilket over tid vil blive den store drivkraft i landets indtjening, ligesom vi har set det i Kina, mener Peter Garnry.
Helt konkret opfordrer Peter Garnry investorerne til at investere direkte i Indien fremfor i emerging markets, som generelt har haltet lidt efter resten af markedet i det forgange år.
Råvaresektoren
»Råvaresektoren er i en længerevarende guldrus.«
Det tredje lovende tema på det kommende års aktiemarked er råvarer, vurderer Peter Garnry.
»Vi skal 25 år tilbage, før vi har set så lav en anlægsinvestering i energi og mineindustri, som vi har set de seneste år, og det betyder, vi har en udbudsside, som ikke kan følge med den koloenorme efterspørgsel. Vi vil se store investeringer fremadrettet,« siger han.
Råvarepriserne har været på himmelflugt i 2021, og denne supercyklus vil fortsætte det kommende år - og et længere stykke ud i fremtiden, mener han. Efterspørgslen bliver nemlig kun større efter råvarer og især grønne metaller til den grønne omstilling.
»De grønne metaller som lithium, nikkel og kobber vil fortsætte med at klare sig godt næste år drevet af den grønne omstilling og bla. stor vækst i elbiler globalt,« siger Peter Garnry.
I følge Peter Garnry har investorerne og bankerne haft så stor appetit på teknologiselskaber, at man ikke har investeret nok i den fysiske verden i lang tid. Det er ved at være tid til, man gør det igen, mener han.
»Hvis du som investor har mange teknologi-selskaber, så overvej at kigge indenfor råvareselskaber inden for kobber, nikkel, og lithium-miner, som skal bruges til den grønne omstilling. Derudover er der på den korte bane noget at hente inden for energi som olie og gas,« siger han.

