Erhverv

Mærsk bekræfter opkøb på over 20 mia. kr.

A.P. Møller Mærsk styrker sin position indenfor logistik med købet af LF Logistics for 23,7 mia. kr.

Opkøbet af LF Logistics er et af de største i Mærsks historie. Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix

A. P. Møller Mærsk køber det Hongkong-baserede logistikselskab LF Logistics for 3,6 mia. dollars, svarende til 23,7 mia. kr. Det skriver Mærsk i en pressemeddelelse.

»Købet vil yderligere styrke Maersks position som et integreret containerlogistikselskab, der tilbyder end-to-end supply chainløsninger til sine kunder,« skriver Mærsk i pressemeddelelsen.

LF Logistics er et privatejet selskab og havde i 2020 en omsætning på omkring 1,3 mia. dollars, svarende til 8,5 mia. kr. Selskabet har primært kunder i Asien, og Mærsk forventer, at købet vil skabe værdi for kunder, der går efter det hurtigtvoksende asiatiske forbrugermarked.

Købet af LF Logistics giver Mærsk kontrol over et netværk på 223 lagerfaciliteter med en samlet kapacitet på 2,7 mio. m2. Selskabet har omkring 10.000 medarbejdere fordelt på 14 lande i Asien og Stillehavsområdet.

Det store opkøb kommer mindre end seks måneder efter købet af flere e-handels-logistikvirksomheder, heriblandt portugisiske Huub. Et skridt mod at gøre vejen fra produktion til forbruger endnu hurtigere.

»Logistikken i internethandlen har de seneste 5-7 år været drevet af de store online markedspladser som Amazon og Alibaba. I mange lande som Kina, USA og store europæiske lande har de to markedspladser presset forbrugernes forventninger til leveringshastigheden op,« sagde Christoph Stork, global chef for internethandellogistik i Mærsk, dengang til Finans.

Købet af LF Logistics er betinget af myndighedsgodkendelser, og ifølge Mærsk forventes det at være gennemført i løbet af 2022. De to selskaber fortsætter som uafhængige selskaber indtil da.

Læs også
Top job