Den underskudsramte elektronikkæde Blue City køber Greenmind
Blue City, der forhandler brugt elektronik, har været på opkøbsjagt og købt konkurrenten Greenmind.
Efter et rekordstort millionunderskud i det skæve regnskabsår 20/21 opkøber elektronikkæden Blue City konkurrenten Greenmind.
Begge selskaber har gjort en forretning ud af at købe, reparere og videresælge brugt elektronik. Med opkøbet går Blue City fra 11 til 16 butikker og fra en forventet omsætning på 240 mio. kr. i indeværende regnsksabsår til en samlet omsætning på over 300 mio. kr. Det fortæller Mikkel Fruergaard, der er adm. direktør i Blue City.
Men udover flere butikker bidrager Greenmind også med et helt nyt ben til forretningen. Det er nemlig især selskabets evner indenfor reparation, der har været interessant for Blue City.
»Den primære årsag er, at vi deler visionen for en grønnere planet. Den bedste måde at genanvende er at forlænge livscyklussen mest muligt. Derfor ser vi det som et helt logisk skridt at købe og fusionere med en virksomhed, som er markedsledende indenfor reparation af forbrugerelektronik,« siger Mikkel Fruergaard.
En stor del af Greenminds forretning kommer fra handel med virksomheder. Noget som Blue City-direktøren ser et stort potentiale i fremover.
»For store forsikringsselskaber og teleselskaber er man ikke interessant, før man opnår en vis størrelse. Det her køb gør os helt klart mere interessante i den sammenhæng,« siger Mikkel Fruergaard.
Opkøbet kommer umiddelbart efter Blue City i det skæve regnskabsår 20/21 havde det største underskud i selskabets historie. På et år tabte virksomheden 17,6 mio. kr. Men direktøren afviser, at der er tale om en lappeløsning til en synkende skude.
»En redningsplan er det bestemt ikke. Det er en del af at nå de vækstmål, vi har. Dem når vi ikke uden opkøb. Men vi tror, at markedet for genanvendt elektronik kommer til at rykke voldsomt fremover. Jeg tror personligt, vi kun lige er begyndt at skrabe i overfladen,« siger Mikkel Fruergaard.
Ambitionen er at udfordre de traditionelle elektronikforhandlere og runde en årlig omsætning på 1 mia. kr. i løbet af de næste fem år. Det betyder, at omsætningen skal flerdobles, og det skal, ifølge Mikkel Fruergaard, være drevet af både organisk vækst og vækst som følge af opkøb. Derfor mener han heller ikke, at det er sidste gang, Blue City køber en konkurrerende virksomhed.
Mikkel Fruergaard ønsker ikke at oplyse den eksakte pris på selskabet. Han fortæller dog, at der er tale om et tocifret millionbeløb, der »ikke er i den lave ende«.
Som en del af handlen har de tidligere ejere af Greenmind, Jakob Højland og Brian Funch, overtaget mindre ejerandele af Blue City. Begge fortsætter i ledende stillinger i det nye selskab.
Fremover skal virksomheden køre videre under navnet Greenmind, da ledelsen mener, at dette navn bedst understøtter selskabernes ønske om cirkulær økonomi og bæredygtighed. Både butikker og webshop skal fra omkring 1. april strømlines i navn og design.

